- Mandag, 4. juli 2016

Foto: Mikkel Werenberg, Nibe Festival Foto Team.
Næste år giver udfordringer med bl.a. DGI Landsstævne i Aalborg
En vel gennemført Nibe Festival giver det bedst tænkelige grundlag for en fremadrettet udvikling af Nibe Festival. Det siger bestyrelsesformand Thomas Larsen og festivalleder Peter Møller Madsen samstemmende.
Vel vidende, at der allerede under næste års Nibe Festival ligger et samtidigt og meget stort arrangement i Aalborg, nemlig DGI’s Landsstævne, som vil tage såvel opmærksomhed, publikum som måske frivillige medhjælpere fra festivalen.
– Vi tager situationen helt roligt, for vi har først og fremmest et unikt produkt med Nibe Festival, og vi samarbejder også med arrangørerne af Landsstævnet, for udfordringerne går jo begge veje, understreger Peter Møller Madsen.
Ud over, at der kan være nogle markedsmæssige udfordringer de to arrangementer imellem, så er der også praktiske ting at tage hensyn til, f.eks., at vi skal have gode transportmuligheder fra Nibe til Lufthavnen, da en del af vore artister kommer med fly og har behov for uproblematisk transport til og fra Nibe, understreger han.










