På årets generalforsamling i Nibe Boldklub, uddelte klubben to af sine æresbevisninger til flittige NB'ere, der brænder for klubben.

Michael Frendrup (t.v.) modtog pokalen for »Årets NB'er« af formand Anders Fokdal.

Andreas Schunck modtog »Saluttens Mindepokal« af førsteholdets træner Steffen Jensen.

Af Nibe Boldklubs hæderspokaler, der hvert år uddeles til flittige og nærværende medlemmer af Nibe Boldklub, som har lagt et stort arbejde og engagement i klubben, blev der på årets generalforsamling tirsdag uddelt to.

ÅRETS NB'er
Som formand Anders Fokdal indledte med at sige, så er det virkelig ikke en fejl, når pokalen som »Årets NB'er«, for anden gang i klubbens historie tilfalder Michael Frendrup.

Michael er om nogen den, der »altid er her«. Tidligere som flittig spiller på første- og andetholdet, og de senere år som træner og medlem af klubbens ungdomsudvalg, og med særlig fokus på pigefodbolden og talentudviklingen

Michael klarer opgaverne med godt mod, et smil, og uden bøvl, lød skudsmålet fra formand Fokdal.

 

Saluttens Mindepokal
Denne pokal er opkaldt efter én af Nibe Boldklubs store velyndere – afdøde Erik Jensen, som for årtier tilbage altid kunne opleves i klubben - til hverdag og under kampe på Nibe Stadion.

Saluttens Mindepokal blev på Nibe Boldklubs generalforsamling tildelt Andreas Schunck, som en anerkendelse af godt kammeratskab og for flittigt fremmøde til træning.

Nibe Boldklubs træner for førsteholdet Steffen Jensen, motiverede og overrakte pokalen til Andreas Schunck.