Roerne satte atter kilometerrekord i den forløbne rosæson.

Rosæsonen 2012 bød på en række klub- og ferieture i det danske vandskab - her passeres Sønderborg Slot. Ved årerne Lena Knudsen og Keld Holm.

Kajakroerne var på klubtur, ad bl.a. Lindenborg Å.

Chris Bach Magh - blev på klubbens generalforsamling valgt til ny formand for Nibe Roklub.

Ved sidste uges generalforsamling i Nibe Roklub var medlemmerne vanen tro godt repræsenteret, og klubbens formand gennem fem år Flemming Jonasson kunne i sin sidste årsberetning fortælle om en særdeles aktiv rosæson 2012, som bragte en klubrekord i roet distance, nemlig 24.611 kilometer. Formanden understregede, at en meget stor procentdel af klubbens medlemmer har andel i dette flotte resultat.

Flemming Jonasson opremsede en række af årets aktiviteter, og han hæftede sig specielt ved, at forårets roskole for kajakker var fuldtegnet, og at der atter er tilgang af roere til inriggerroning. Han uddelte endvidere ros til de klubledere, der påtager sig arbejdet med klubbens helt unge medlemmer, og nævnte, at klubbens nye kajaktrailer forhåbentlig snart er klar, så den kan medvirke til at give disse unge nogle helt nye oplevelser på ture og stævner.
Gennem året 2012 har der været arbejdet med at sikre kysten omkring roklubben, og der var ros til medlemmerne for god opbakning til dette arbejde, og når der i øvrigt holdes arbejdsdage.

Vinterens aktiviteter er i år fortsat med forskellige former for indendørs træninbg, bl.a. den såkaldte HandiKAProning, Otter Grand Prix, gymnastik samt svømmetræning og svømmeprøver i Nibe Svømmebad.

Roklubben arbejder i øvrigt fremadrettet på at skaffe penge til en helt ny bådebro. Det er en helt nødvendig forudsætning at en bådebro er i orden, og til dette arbejde har klubben modtaget 100.000 kroner i tilskud fra Aalborg Kommune.

Klubben arbejder også mod sit 75 års jubilæum i 2014, og her er målet at anskaffe en helt ny 4 årers inrigger. Til dette formål har klubben fra A/S J. Petersens Beslagfabrik fået tilsagn om støtte med 140.000 kroner – og Flemming Jonasson udtrykte håb om, at der der foruden kan skaffes penge til nyt, flydende materiel.

Den afgående formand udtrykte for egen regning sine ønsker for fremtiden, idet han håber klubben fortsat kan ekspandere og give mulighed for nye former for ro materiel. Det vil kræve, at vi fremover, fortsat skal tænke nyt og anderledes, og ikke blot gøre som vi plejer.

Klubbens regnskab viste, at der gennem det forløbne år er afdraget på den gæld, som klubben oparbejdede i forbindelse med klubhusbyggeriet for få år siden. Endvidere blev der på mødet justeret en smule på kontingentsatserne.

Da Flemming Jonasson på grund af omfattende rejseaktivitet og efter fem år på posten havde bedt sig fritaget for hvervet som formand, valgte medlemmerne i stedet Chris Bach Magh til ny formand. Instruktionschef Ole Torp og materialechef Martin Høgh blev genvalgt.