- Torsdag, 2. juni 2011

Dyrskuedagen er en festdag for udstillerne, og for publikum er der mulighed for at følge med i landbrugslivet og tale med udstillerne.


Rådmand Tina French Nielsen (V) åbner dyrskuedagen lørdag morgen.

Mie og Niels Jørgen Andersen deltager i årets skue med fire heste, her iblandt denne 3-årige New Forest pony.
Ved udløb af tilmeldingsfristen for dyr til Nibe Dyrskue, var der i alt tilmeldt 77 dyr, fordelt på heste, får, kødkvæg og malkekvæg.
Der er fremgang for heste, idet der her udstilles 32, mod sidste års 27. Til gengæld er der nedgang i antallet af udstillede stykker malkekvæg – i år er der udstillet 31 stykker, mod sidste års 67.
Den store nedgang kan skyldes flere ting, bl.a. det faktum, at der fortsat bliver færre og større kvægbrug, idet besætninger lægges sammen, og i enkelte tilfælde er der sygdomsmæssige forhindringer.
De enkelte grupper af dyr er repræsenteret således:
HESTE Jyske Heste (6), Tinker (1), Frieser (1), Oldenborg (3), Dansk Varmblod (1). New Forest (4), Dartmoor (1), Islænder (2) og Shetlænder (13) - (2010: 27).
FÅR: 4 (2010: ingen).
KØDKVÆG Galloway (2), Hereford (2), Limousine (4), Dexter (2) - (2010: 14).
MALKEKVÆG RDM (9), SDM (20), DRH (2) - (2010: 67).
Dyrskuets dommerpanel består som tidligere af erfarne dommere, som bedømmer hvert på deres felt:
HESTE: Harry Dam Pedersen, Sæby, Ole Toft, 9200 Aalborg SV.
KØDKVÆG: Morten Ege Thomsen, Agri Nord Hobro.
RDM / Dansk Holstein: Morten Ege Thomsen, Agri Nord Hobro.
SDM og DRH: Berend Jan Groen, Nørager.
DRH - ungdomsdommer: Morten Hollesen, Vrå.
FÅR: Berend Jan Groen - Ole Toft.
Børnenes dyrskue – nu igen på Nibe Dyrskue
I samarbejde med 4H, har Nibe Dyrskue nu taget initiativ til, at der arrangeres et særligt børne-dyrskue, ved lørdagens dyrskue i Nibe.
4H konsulent ved Agri Nord Karen Bastholm, har stået for forarbejdet til børnenes dyrskue, og hun har erfaring med et sådant arrangement fra andre nordjyske dyrskuer:
– Det er altid spændende som ejer af et kæledyr at kunne vise det frem for andre, og på Børnedyrskuet i Nibe vil dyrene blive bedømt af dommere, og der bliver tildelt præmier, i lighed det »rigtige« dyrskue, siger hun til Nibe Avis.
– Op til børnedyrskuet, med start lørdag kl. 13.00, var der onsdag tilmeldt 14 deltagere til udstilling, fordelt på hund, kat, kanin, kalv, pony, gæslinger og kyllinger, oplyser Karen Bastholm.
Alsidigt program på dyrskuedagen i Nibe
Som vanligt står arrangørerne Nibe Haandværkerforening og dyrskueudvalget for et alsidigt program, når det på lørdag går løs med Nibe Dyrskue. Der er ikke blot tale om et bredt program af udstillede dyr, som konkurrerer mod og med hinanden, men også det mere familiemæssigt og underholdende er der taget hensyn til.
Dyrskuedagen indledes som altid med dyrenes ankomst til pladsen og en åbningstale – igen i år ved rådmand Tina French Nielsen, der ud over at være politiker i Aalborg Byråd, også selv driver et stort kvægbrug.
Ud over en omfattende udstilling af kødkvæg, malkekvæg, får og heste m.m., er der udstilling af hobbykaniner, landbrugsmaskiner m.m.
Også 4H er repræsenteret.
Tidligt om morgenen starter grillstegningen af grise, som ved middagstid sælges fra »dyrskueteltet«, hvor der også finder servering sted.
I eftermiddagens løb er der musikalsk underholdning ved Nibe Harmonikaklub, ponyopvisning ved 4H, og der er mønstringskonkurrencer samt uddeling af ærespræmier.
Midt på eftermiddagen kulminerer skuet, med udpegning af de bedste dyr i hver gruppe, og udpegning af modeldyr.
På dyrskuepladsen er der endvidere opstillet tivoli, og Nibe Haandværkerforening har som vanligt en stor tombola, hvor det er værd at prøve lykken!










