Skilsmissebørn får et frirum hvor de kan få fat i håb og drømme.

Malene Verdier (t.v.) og Charlotte Korsholm sidder her midt i det »frirum«, som gennem samtalegrupper for skilsmissebørn skal bane vejen for gladere og håbefulde børn.

To voksne kvinder med masser af faglig baggrund og livserfaring med børn starter et nyt initiativ, hvormed de håber at kunne hjælpe børn og unge, som oplever problemer i kølvandet på en skilsmisse i familien. Der er tale om samtalegrupper for skilsmissebørn, og navnet på det nye tiltag er »Far Mor Børn KOMPAGNIET«. Charlotte Korsholm og Malene Verdier står bag initiativet, og de har en klar målsætning: Børn som oplever smerte og tristhed fordi kernefamilien er gået i opløsning, kan have brug for hjælp til at finde nye veje for også at få øje på håb og drømme - og deres middel til at fremme målet er overvejende en narrativ terapeutisk tilgang, hvor samtaler mellem børnene er grundstenen.

Gennem interviews vil vi lede børnene på vej i deres søgen mod trivsel og glæde i tilværelsen, siger Malene Verdier og Charlotte Korsholm. Grupperne mødes otte gange over en periode på ca. fire måneder, og hver seance varer to timer. Og målet med det hele er klart: Børn kan hjælpes på vej til at få øje på glæde, værdier og håb, selvom de lever i en skilsmissefamilie: Der findes en vej, og den narrative tilgang er et rigtigt godt bud på hvordan skilsmissebørn kommer godt videre med deres liv. Og med det lokale initiativ i Nibe er der endnu en fordel: Nu behøver skilsmissebørn ikke rejse langt for at få hjælp ud af deres problemer, og forældre skal ikke tage fri fra arbejde og fragte børnene langt for de kan få den hjælp de har brug for. Børnene kan hurtigt og nemt få hjælp, og samtidig møde andre fra lokalsamfundet, og måske derigennem opnå venskaber med børn i samme situation som dem selv.

Læs den fulde artikel i Nibe Avis, 26. januar: www.e-pages.dk/nibeavis/161/17