- Onsdag, 8. september 2010

NB's Mads Espensen i nærkamp med en SSB-spiller. I baggrunden Lars Valsted Andersen og Allan Nielsen.

NB's Andreas Corfitz Jensen slipper fri fra en modstander. I forgrunden NB's Allan Nielsen og bagved Lars Valsted Andersen.
FODBOLD serie 2
Nibe Boldklub - Storvorde-Sejlflod: 0-3 (0-1)
Tirsdag aften spillede Nibe Boldklubs serie 2 herrer, den udsatte kamp mod Storvorde-Sejlflod Boldklub.
Nibe skulle forsøge at følge op på torsdagens sejr mod Doense. Men allerede i kampens 1. minut udnyttede Storvorde, at Nibe ikke var kommet ordentlig på plads. Et indkast blev brugt til at spille en Storvorde spiller helt fri, han kunne herefter ubesværet score til 1-0. Nibe holdet formåede trods den katastrofale start og en kraftig modvind, at spille sig ind i kampen og få et spillemæssigt overtag. Det førte også til flere gode chancer som desværre ikke blev udnyttet.
Bagud 1-0 ved pausen var Nibe tvunget frem på banen. Allerede i 2. minut var Nibe´s Andreas Schunck tæt på en udligning men desværre reddede målmanden hans forsøg tæt under mål. Efter 20 minutters spil fik Nibe uforståeligt underkendt et mål for offside. 5 minutter senere udnyttede Storvorde at en returbold i feltet ikke blev sparket væk og scorede til 2-0. Et groggy hjemmehold blev endnu engang straffet 5 minutter senere, da en opspilsfejl blev omsat til en let scoring til 3-0. Hermed var kampen reelt afgjort og Nibe måtte forlade kampen som tabere.









