- Mandag, 29. oktober 2012
For nylig blev et nyt initiativ sat i søen hos Sebber Kloster Golfklub: En Frivillig-turnering. Selvom man skulle tro, en Frivillig-turnering er en turnering, der er baseret på frivillig arbejdskraft, er det ikke hele sandheden. Klubbens Frivillig-turnering er en turnering FOR de frivillige – og skal ses som en ekstra tak til alle dem, der i løbet af året har ydet en stor indsats i klubben med alt fra boldindsamling til baneservice, grill, græsslåning, udvalgsarbejde og undervisning – for bare at nævne en smule, siger Jesper Thøger Christensen, Sebber Kloster Golfklub.

Deltagerne i Sebber Kloster Golfklubs frivilligturnering.
Vi har ikke et samlet tal på, hvor mange, der har ydet en indsats i 2012 – eller hvor mange frivillige timer, der er blevet lagt i klubben. Men vi ved, at vi alle sammen skylder de frivillige en kæmpe stor tak. Det er i høj grad også deres fortjeneste, at netop vores klub er i fremgang. Rygterne vil vide, at banen står super flot, og at stemningen i og omkring klubhuset er både hjertelig og varm. For en gang skyld er der hold i rygterne. Vi har en fantastisk klub – og en flok medlemmer, der også er vant til selv at tage fat, understreger Jesper Thøger Christensen.
I alt deltog 44 i Frivillig-turneringen, selv om vejrudsigten truede med koldt efterårsvejr toppet med heldagsregn. Klubbens formand Jens Peter Pedersen takkede alle for både fremmødet og for indsatsen over året. Som han sagde, spiller de frivilliges arbejde en stor rolle både i forhold til den glimrende stand, banen er i – og i den store medlemsfremgang, Sebber Kloster Golf Klub har oplevet i år. John Mandrup kunne tilføje, at der i år er kommet 113 nye medlemmer. Målet var 100, så vi er glade.
En nylig tilfredshedsanalyse viser, kunne Jens Peter fortsætte, at de nye altovervejende er glade for deres første år i vores klub. Det skyldes primært banens stand og de mange, mange frivillige, der har hjulpet med at tage imod de nye medlemmer. Både i hverdagen i klubben, til undervisning og almindelig visen til rette – og under spillet på banen. Bl.a. er der ydet en kæmpe indsats omkring Klub9, hvilket de nye spillere med stor glæde har taget imod.
Kåring af årets hulhold
Knud Dahl, formand for baneudvalget, afslørede vinderne af årets kåring af Årets hulhold. 12 ud af 18 huller har i år fået ekstra pasning af frivillige hulhold, således at greenkeepernes arbejde er blevet understøttet med ekstra frivillig arbejdskraft.
Den absolutte topscorer og stemmesluger er hul 14, som gennem sæsonen er blevet passet og plejet af Per Mikkelsen og Ole Olesen.
Vinderne af dagens turnering
Turneringen blev afholdt som almindelig individuel stableford turnering i kombination en holdturnering også kaldet Am/Am turnering, og vinderholdene blev:
A-rækken: Med en samlet Am/Am score på 108 point blev Jesper Thøger Christensen, Jakob Dahl, Knud Dahl og Fin Simonsen, vindere af A-rækken. Et andet hold lavede samme score – men måtte se sig slået af denne kvartet pga. en bedre bagni.
B-rækken: Suveræne 109 point blev opnået af Christian Roskær, Henning Kusk Larsen, Jørgen Schiødte Olsen og Ole Havsager.
Stableford: Henning Kusk Larsen blev med 37 point dagens stableford vinder. Med samme score men dårligere bagni blev Henrik Sand nr. 2 og Jens Laursen nr. 3.










