- Tirsdag, 5. juli 2016

Formand for Kulturelt samråd Kristina Østergaard Kristoffersen bød velkommen – her i selskab med Majken Bilgrav Sørensen (i døren) og Knud Østergaard Madsen.

John Weinreich fortalte om sine billeder i udstillingen.

Formand for Nibe Museum Jan Dalsgaard bød velkommen til åbning af museets sommerudstilling: »Lidt nyt fra gemmerne«.
Som ved tidligere lejligheder holdt Kulturelt Samråd i Nibe og Nibe Museum, der begge har hjemme i det gamle Tinghus på Torvet, mandag aften fælles åbning af sommerens udstillinger.
Et halvt hundrede interesserede havde mandag aften valgt at overvære åbningen af sommerens udstillinger på hhv. Galleri Tinghuset og Nibe Museum.
I Galleri Tinghusets lokaler er der de kommende uger en udstilling med fire kunstnere, der alle har deres opvækst i eller omkring Nibe. Således udstiller Majken Bilgrav Sørensen (opr. Farstrup), John Weinreich (opr. Sebbersund), Knud Østergaard Madsen (opr. Nibe) og Benedichte Hansen – alle meget forskellige motiver og teknikker, som de tre førstnævnte hver især redegjorde for.
Nibe Museum følger op på sidste års udstilling, hvor effekter fra museets arkiver får lov at fortælle små historier fra Nibe og nærmeste omegn. Blandt udstillingen er der også en række gamle gademotiver fra Nibe, som ofte vækker stor interesse.
– – –
Udstillingerne har fælles åbningstid gennem skoleferien, nemlig hver eftermiddag, hvor også brandværnsmuseet i Kildegade er åbent.










