Da tilmeldingsfristen til Nibe Dyrskue udløb i sidste uge, kunne Dyrskueudvalget notere en svag tilbagegang i antallet af udstillede dyr.

Allan Sørensen, Malene Hosbond med datteren Karoline og medhjælper Line Christensen viser her den ene af tre rødbrogede DRH køer, som de udstiller på Nibe Dyrskue onsdag.

Nibe Avis har forhørt sig flere steder blandt deltagerne og i landbruget i øvrigt, og her melder man, at der på grund af den lange vinter og det sene forår, er stor travlhed på landbrugene, da mange opgaver der normalt har været klaret når Nibe Dyrskue nærmede sig, i år ikke har kunnet klares. Det gælder bl.a. de første græs-slæt og for nogles vedkommende forårssåningen.
Således bliver der i år i alt udstillet 94 dyr, som fordeler sig med  50 malkekvæg (2012:  53). 8 kødkvæg (2012: 10) og 36 heste (2012: 46).
Atter i år er der ikke udstillet får, selv om der var ønske om tilmelding, men Dyrskueudvalget har besluttet ikke at tilbyde udstilling af får, på grund af nye og skærpede regler for udstilling af får.

Tilmeldingerne er:
Malkekvæg: Dansk Holstein (DH / sortbroget): 40 stk. Rød Dansk Malkerace (RDM): 7 stk. Dansk Rød Holstein (DRH): 3 stk.
Kødkvæg: Hereford: 6 stk. Galloway: 1 stk. Limousine: 1 stk.
Heste: Jydsk race: 6 stk. Frieser: 1 stk. New Forest: 4 stk. Gotland Russ: 1 stk. Fjordhest: 1 stk. Connemare: 2 stk. Dartmoor: 2 stk. Shetlændere: 19 stk.

Lokale erhvervsdrivende har skænket et stort antal pokaler, som udstillerne kæmper om. Pokaler og ærespræmier vil være udstillet i dyrskuets tombola.