- Onsdag, 29. september 2010

Vandværkets formand gennem nu 40 år udviste en formidabel viden om værkets forhold og historie. Han fremviser her én af de tre boinger ved Sønderholm Plantage, syd for byen.

Deltagerne ved vandværkets 75 års jubilæum fik naturligvis smagsprøver af det klare vand, hentet direkte fra boringen. 40 års jubilaren stod sammen med sit barnebarn for fremvisningen og uddeling af smagsprøver.
Sønderholm Vandværk havde den forløbne weekend succes med sit Åbent Hus arrangement, hvor forbrugerne fik lejlighed til at bese boringerne og indvindingsstationen i Sønderholm Plantage.
Faktisk var vejen til vandværket ved at blive én af Aalborg Kommunes mest trafikerede den time det stod på, idet godt 20 biler fyldte så meget på den smalle markvej ved Sønderholm Hedevej, at mange måtte bakke nogle hundrede meter, da de skulle derfra.
Den aktuelle anledning var vandværkets 75 års jubilæum og formand Jørgen Christensens 40 års jubilæum som formand for værket, og omkring 35 forbrugere havde afsat et nogle timer til at besøge værket og deltage i den efterfølgende jubilæumsfrokost.
Jørgen Christensen forestod selv fremvisning af vandværkets boringer, som nu leverer vand til såvel Sønderholm som til Nyrup, Nørholm, Klitgaard og snart også St. Restrup.
I en munter tone afslørede Jørgen Christensen sit enorme kendskab til dels vandværkets historiske side, som til de tekniske installationer, og hvorfor vandværket nu fungerer sådan – og – sådan.
Klaus Kolind-Hansen, direktør for Aalborg Forsyning Vand – det nydannede forbrugerselskab under Aalborg Kommune – fortalte ved arrangementet til Nibe Avis, at det jo er nærliggende boringer, der snart skal forsyne Nibe by mand godt drikkevand. Klaus Kolind-Hansen erkender, at der er gået lang tid siden denne beslutning blev taget, men at der siden beslutningen i Nibe Kommune, er tilført løsningen nogle tekniske finesser som bl.a. nødstrømsanlæg og muligheden for at lade Sønderholm Vandværk og de nye boringer »krydse«, så de i tilfælde af leveringssvigt kan kobles om, og Sønderholm Vandværk forsyner Nibe by – eller omvendt.
Efter planen skal forsyningen til Nibe by indledes inden årets udgang.









