Forrige lørdag mødtes knap 100 mennesker fra landsbyerne Skivum, Vegger, Blære, Gundersted, Skørbæk, Ejdrup og Halkær til det første landsbymøde.

Et udsnit af de ca. 100 deltagere fra i alt syv landsbyer.

Asger Andersen, Vegger, med et indlæg til debatten.

Formiddagen blev indledt med kaffe og rundstykker og herefter blev hver by præsenteret.  Derefter var der lagt op til, at deltagerne skulle komme med ideer til, hvordan vi kunne fastholde den gode og positive udvikling som vi er i, samt hvilke ting vi skal arbejde med, for at få folk til at flytte til området, fortæller Jeanett Frederiksen fra initiativgruppen. Forslagene kunne hurtigt deles ind i 4 kategorier:
Transport.
Det er hurtigere at tage en bus fra området til Aalborg end til Aars! Unge mennesker, som vil tage en ungdomsuddannelse på Erhvervsskolerne i Aars eller på Gymnasiet må kører i bus i over en time om dagen, hver vej! Bus-tiderne passer ikke efter skolernes ringetider. De unge er begyndt at overveje Aalborg Gymnasium frem for Vesthimmerlands Gymnasium pga. bustider. Er det den vej,  Vesthimmerlands Kommune ønsker? Hvis den kollektive trafik fungerede bedre, ville man også kunne deltage i flere fritidsaktiviteter. Mange fravælger aktiviteter om eftermiddagen og aftenen, pga. at forældrene ikke kan nå hjem fra arbejde og køre med de unge. Det samme gør sig gældende for de ældre.
Erhverv.
Hvad kan vi gøre for at tiltrække mere erhverv til landsbyerne? Hvorfor vælger man at etablere sin virksomhed i byerne frem for »på landet«? Grundene er billigere og driftsudgifterne er også lavere. Medarbejderne kommer alligevel kørende fra forskellige egne og man kan oven i købet få en pragtfuld udsigt ud af vinduerne, frem for bare at kigge på andre bygninger. Hvordan styrker vi vores købmænd i området?
Natur
– Kan vi få udvidet stisystemerne, således man kan cykle rundt i naturområdet og få området til at hænge bedre sammen? Evt. med muligheder for overnatning eller andre aktiviteter på ruterne, og så vi kunne tiltrække nogle flere turister. En slags »cykelmekka« i Vesthimmerland. Motionsredskaber på ruterne er også et ønske.
PR
Der vil blive arbejdet på at få udarbejdet en guide om området, som ejendomsmæglerne kan uddele til interesserede. Der vil også blive arbejdet på en fælles hjemmeside med en aktivitetskalender, således vi ikke overlapper hinandens arrangementer.  TV spots om rådet vil der også blive arbejdet på. Kunne man lave en »kompetencebank«, hvor man kunne søge efter hjælp til nye projekter og på den måde gøre brug af andres erfaringer?

Der vil inden jul blive indkaldt til det første møde om et af punkterne. På mødet lørdag blev der indsamlet mailadresser, som man vil sende invitationer ud til, samt til beboerne i landsbyerne via deres nyhedsmail. Der vil så blive arbejdet på at få nedsat en arbejdsgruppe, som udelukkende beskæftiger sig med f.eks. transport/logistik. Hvordan påvirker vi kørerplaner/NT? Kan vi være på forkant med en kommuneplan for området? Hvordan får erhvervslivet øjnene op for mulighederne hos os »på landet«? – og lignende.
En af de ting, som også vil blive forsøgt sat i værk er et fælles cykkelløb, som skal gå igennem de 7 landsbyer i foråret 2012.
Det er en lang og sej proces, som vi sætter i gang, men vi er alle optimistiske og positive over den modtagelse som samarbejdet har fået.
Måske det skal gøres til en tradition at landsbyerne mødes en gang om året. Dels for at få nye input men også for at få fulgt op på tingene, slutter Jeanett Frederiksen.