Under stor opmærksomhed og klapsalver fra de knap 100 deltagere og et 24 mands orkester, blev spunsen på traditionel vis slået i tønden med Oktoberfest øl fra Nibe Bryghus. Gitte Faaborg Sørensen fra bryghusets arrangementsgruppe slog spunsen ind til fanfare af trompetister fra aftenens orkester.

3 festglade deltagere: Heidi og Betina med Bo i midten.

Gitte Faaborg Sørensen har slået spunsen ind og skænker den første øl.

 

Nibe Bryghus havde fredag taget udfordringen op og arrangeret årets oktoberfest i Nibe. Og at dømme efter deltagerantal og deres humør, var det en god beslutning.

– Vi har længe arbejdet med ideen og har hele tiden troet på at der selvfølgelig skulle være Oktoberfest på Nibe Bryghus, fortæller Gitte Faaborg Sørensen.

– Jeg tror vi med denne fest har fået skabt fundamentet til en god tradition. Der har fra både aktionærkredsen og øvrige nibenitter, været stor interesse for festen og vi nåede hurtigt meget tæt på grænsen for hvor mange vi ville være. Vi havde bestemt, at vi alle skulle kunne være i eet og samme lokale, så de knap 100 deltagere er et godt grundlag. Og nu når vores brygmester Antoni Madsen brygger så godt øl, skal det da nydes i ordentlige rammer, lyder det fra Gitte Faaborg Sørensen.

Og rammerne er optimale i Nibe Bryghus, som fredag aften var pyntet op i blå/hvide farver og store mængder frisk humle.

Musikken blev leveret af det 24-mands store orkester »De gamle gardister fra Agersted« som tog gæsterne med henover en bred vifte af Nyhavnssange, sømandsviser og typiske Oktoberfest-sange, så der var gang i bordrækkerne og armkrogene, og senere på aftenen også dansegulvet.

Ud over øl i store krus, var der traditionel ølfestmenu, som restaurantchef Peter Bertelsen fra Restaurant Bryggen tilberedte ved grillen. Oktoberfest-øllen er i øvrigt månedens øl hos Bryggen Øl & Vin på havnen.