- Mandag, 26. september 2011
Sæsonpremiere hos Nibe Håndboldklubs førstehold, begge i 3. Division.

Søren Larsen sender bolden af sted, og scorer ét af sine fem mål.

Nærkamp med Nibes Thomas Larsen (8), Søren Larsen (6) og bagest, målmand Anders Schmidt (1).

Fra damernes sæsondebut: Lene Skak (8) bryder igennem - til venstre Jette Staun (3) og Kirsten Jensen (11). Alle fotos: Mogens Jørgensen.

Sofie Klitgaard (9) i gennembrud, bagest til venstre Lene Skak (8).
Nibe viste divisionsniveau i sæsonpremieren
HÅNDBOLD - 3. division herrer
Nibe HK - Aalborg KFUM 25-25 (14-15)
Målscorere: Lars Christesen 7, Søren Larsen 5, Mads Sørensen 3, Lars Larsen, Sead Maksumic, Thomas Larsen, Kasper Høygaard alle 2, Mads Espensen og Jonas Haldrup begge 1.
Lørdag eftermiddag blev der skrevet endnu en side i Nibe Håndboldklubs historiebog, da nibenitternes bedste herrehold startede sæsonen i 3. division, for første gang i klubbens historie. Det skulle ske mod Aalborg KFUM, som er ligareserver for Aalborg Håndbold.
Det startede ikke på den bedste måde for hjemmeholdet, da gæsterne startede som torden og lynild, og førte hurtigt med 0-3.
Gæsterne må også forventes at være en af oprykningsfavoriterne, da de rykkede ud af 2. division sidste sæson, så det lå ikke i kortene at Nibe skulle kunne følge med gæsterne. Men det lykkes værterne at hænge på KFUMérne, og gæsternes føring blev aldrig på mere end 4 mål. Og lige inden pausen havde nibenitterne muligheden for at få udlignet- Det lykkes dog ikke, da Lars Christesen sendte bolden i paraderne på gæsternes forsvar, men det blev dog ikke sidste gang Lars Christesen fik muligheden for udligne.
Anden halvleg kom til at ligne første. Dog med Nibe meget mere markante, men uden at få lukket hullet helt - det blev hele tiden lige ved og næsten.
Gæsternes hurtighed og målmandsspil slog dog aldrig Nibe ud, og i kampens sidste angreb fik hjemmeholdet igen chancen for at udligne, og denne gang gjorde Lars Christesen det helt rigtigt, og sendte bolden i nettet og »fik taget i Nibe Hallen til at lette«, og der var stor glæde blandt de mange, der var mødt frem for at se divisionshåndbold.
I Nibe HK´s mål viste Michael Pedersen sig at være i rigtig god form og var en af de helt store årsager til at hjemmeholdet reddet sig et debut point. Det var store roser fra træner Jan Frank til sit mandskab, som også var glad for det første point og at det var et skridt i den helt rigtige retning.
Næste opgave bliver endnu et hold ligareserver, når nibenitterne på søndag tager en tur til Skive.
- - -
Vigtigt point i damernes første kamp
HÅNDBOLD - 3. division damer
Nibe HK - Horne 25-25 (11-12)
Målscorere: Janni Svendsen 7, Inger Marcussen 4, Kirsten Jensen 4, Mette Møller 3, Sofie Klitgaard 3, Lene Skak, Christina Olesen, Eline Klitgaard og Dorte Overgaard hver 1 mål.
Sæsonens første kamp var lørdag hjemme mod Horne KFUM. Et hold, som nibenitterne altid har spillet tætte kampe med, så hjemmeholdet vidste der skulle kæmpes for hver en bold.
Kampens start var præget at nerver og nervøsitet, der var alt for mange fejl og spillet kom ikke rigtig igang. Det blev i stedet til individuelle præstationer og Nibe formåede derfor, at spille lige op med gæsterne i 1. halvleg, hvor Horne ved pausen var foran 11-12.
2. halvleg fortsatte meget jævnbyrdigt og holdene fulgtes godt ad. Med ti minutter tilbage af kampen blev Nibe uheldigvis ramt at to udvisninger lige efter hinanden. Horne var hurtige til at straffe det, og bragte sig foran 19-23. Det begyndte at se lidt sort ud for nibenitterne, men de kæmpede og fightede sig tilbage i kampen og ved dommernes sidste fløjt var stillingen uafgjort 25-25. Et resultat hjemmeholdet kan være tilfredse med, set ud fra deres indsats hele kampen igennem og vigtig at få point på kontoen.
Der er en del at rette op på og træne videre med, inden næste weekends kamp ude mod Visse, lyder det fra én af holdets rutinerede spillere, Kirsten Jensen.










