- Torsdag, 21. april 2011

FODBOLD – serie 3:
KB 81 Aalborg – Nibe 2-3 (2-2)
Mål for Nibe: Bjarke Skau, Michael Rasmussen, Andreas Corfitz
Tirsdag aften op til påske skulle Nibes herrer i serie 3 følge op på den gode sæsonstart med sejre i de to første kampe.
Nibe holdet var uden anfører Mick Andersen, som havde meldt afbud på grund af familieforøgelse. Til gengæld var Dennis Søndergaard tilbage efter karantæne i de to første kampe, ligesom Mads Espensen fik sæsondebut.
Nibe holdet fik en katastrofal start, da målmand Mathias Jørgensen kom et kvarter for sent til kampen på grund af arbejde. Derfor måtte angriberen Andreas Corfitz agere målmand. Det bevirkede, at Nibe startede meget nervøst og blev presset langt tilbage på egen bane. Allerede efter 10 minutter udnyttede KB 81 den store forvirring på Nibe holdet til fortjent at bringe sig foran 1-0.
Men allerede to minutter senere udlignede Nibe efter et frispark, som havnede for fødderne af Bjarke Skau. Nibe spillede dog stadigvæk ukoncentreret og uden konsekvens, og derfor var det fortjent at KB 81 efter en halvtime udnyttede at svagt Nibe forsvar til at bringe sig foran 2-1.
Nibe skulle dog vise sig at være rigtig stærke på dødbolde, og bragte balance i regnskabet efter et hjørnespark, som blev udnyttet af Michael Rasmussen.
Efter en større opsang i halvlegen, var det et mere koncentreret og fokuseret Nibe hold, der satte sig på spillet i 2.halvleg.
Efter en del løse chancer skulle det endnu engang vise sig, at være et hjørnespark der skulle udløse et Nibe mål. Denne gang scoret af Andreas Corfitz. Nibe var herefter tættere på scoring end værterne, uden det dog blev til flere scoringer.
Nibe har dermed stadigvæk maksimum point efter 3 spillerunder.










