Førsteholds herrerne i Nibe Håndboldklub tabte ganske vist weekendens kamp mod Aalborg KFUM, men er sikret endnu en sæson i 3. Division. Derimod læner klubbens bedste damehold, ligeledes i 3. Division, sig mere og mere op ad en nedrykning. Holdet kan i bedste fald komme i omspil om at forblive i rækken, hvilket kræver sejre i begge sæsonens sidste kampe.

Nibes divisions herrer, i efterårets hjemmekamp mod Aalborg KFUM.

Nibe tabte med æren i behold.

Aalborg KFUM - Nibe HK 31-27(13-10)

Målscorere for Nibe: Mads Espensen 9, Steffen Gertsen 4, Kasper Høygaard 4, Søren Larsen 4, Lars Larsen 2, Mikael Kaarsberg 2, Jonas Haldrup 1 og Søren Borup 1.

Det var endnu et mandskab af ligareserver, der ventede Nibes bedste herrehold søndag eftermiddag, da Nibenitterne gæstede Aalborg KFUM i 3. division.

De 2 hold fulgtes af det meste af første halvleg, hvor gæsterne forsøgte at tage tempoet ud af kampen, mens værterne hele tiden at få kontramaskinen til at knække Nibe. Trætheden begyndte at melde sig på de afbudsramte gæster. Hjemmeholdet gik til pauseføring på 13-10.

Starten af anden halvleg kunne man se forskellen på de 2 hold, og Aalborgenserne trak hurtigt fra gæsterne, og det tog tilløb til en storsejr til hjemmeholdet. Men gæsterne kæmpede sig ind i kampen og med 6 minutter tilbage var Nibenitterne kun nede med 2 mål. Men så sneg der sig et par fejl ind hos gæsterne og det store comeback udeblev, og værterne kunne trække sig som sejrsherre.

Kampen indeholdte også lidt dramatik, da dommerne faldt for en overdramatiseret tackling fra Søren Borup, og gav ham fejlagtigt, direkte røde kort.

Næste kamp er sæsonens sidste hjemmekamp på lørdag, når topholdet Viborg aflægger besøg hos Nibenitterne. 

 

Nibes damer tabte i Vendsyssel

Horne KFUM – Nibe HK  26-21 (12-7)

Målscorere for Nibe: Eline Klitgaard 8 mål, Heidi Nielsen og Christina Olesen hver 4 mål, Lene Skak 2 mål, Anja Brøndum, Jette Staun og Kirsten Jensen hver 1 mål.

Søndag eftermiddag stod Nibes 3. divisions damehold overfor et opgør mod puljens nummer 3 - Horne KFUM.

Nibe havde en svær start med mange bolde på stolpen, hvilket resulterede i en hurtig føring til hjemmeholdet Horne. Derfor brugte Nibe mange kræfter på hele tiden at følge med, hvorved holdet gik til halvleg med en stilling på 12-7.

I halvlegen var Nibe-spillerne fokuserede på at holde modet oppe og levere en god 2. halvleg. Trods en dårlig start på 2. halvleg med mange fejl og tvivlsomme dommerkendelser, samt et forspring på 10 mål til Horne, kæmpede Nibe sig til et slutresultat på 26-21 til Horne KFUM. Især Eline Klitgaard fik hul på bylden og scorede mange flotte mål, som hjalp holdet godt på vej.

Næste kamp er sæsonens sidste hjemmekamp, på lørdag eftermiddag mod Aalborg HK.  Det er samtidig sæsonens næstsidste kamp.