Erhvervsdrivende er ikke længere velkomne på genbrugspladsen ved Nibe, og Aalborg Kommune henviser i stedet til en nyetableret ordning for erhvervsaffald på Sundsholmen i Nørresundby. Genbrugspladsen i Oudrup er dog også en mulighed.

Rådmand Tommy Eggers (DF): Hvis ordningen bli’r en succes, kan den evt. udvides.

John G. Nielsen (V), byrådsmedlem og medlem af Forsynings-udvalget: Ser gerne en udvidelse mod øst og vest.

Kun genbrugspladsen på Sundsholmen i Nørresundby er nu åben for virksomheders aflevering af sorteret affald.

En ny affaldsordning i Aalborg Kommune bevirker, at virksomheder i kommunen der ønsker selv at aflevere affald, fremover skal tilmeldes ordningen, og affald kan så alene afleveres på genbrugspladsen Sundsholmen i Nørresundby.

Baggrunden for at virksomheder i Aalborg Kommune bliver omfattet af den nye ordning er dels en lovændring, som blev vedtaget 21. december 2011, og dels det faktum, at alle virksomheder, sidste år blev pålagt et gebyr, som også mange virksomheder, der ikke benytter genbrugspladserne, også blev pålagt.

– Vi retter nu op på forholdene, så alene virksomheder, der ønsker at benytte en genbrugsplads til aflevering af affald, skal betale for det – dog skal alle virksomheder betale en andel i administrationen heraf, siger renovationschef Thorsten Nord, Aalborg Kommune.

Til spørgsmålet om, hvorfor man kun ét sted i Aalborg Kommune og ikke på alle kommunens genbrugspladser, som virksomhed kan aflevere sit affald, siger renovationschefen:
– Med ændringerne i loven bliver genbrugspladsen et tilbud til virksomhederne på linie med de løsninger, som de øvrige aktører på markedet tilbyder. Og de virksomheder,
som ikke synes, at tilbuddet er attraktivt, skal jo ikke betale for det. Virksomhederne kan nu frit vælge, hvilken løsning på markedet, som passer til lige nøjagtig deres virksomhed.
– Vi vælger at åbne Genbrugsplads Sundsholmen for virksomhederne, fordi vi ved, at hovedparten af virksomhederne ligger og arbejder i Aalborg‐området. Samtidig er der
ikke helt så stort et kunde‐flow, som på genbrugspladsen Over Kæret, tilføjer renovationschefen.

Rådmand og udvalgsmedlem åbner for lokale løsninger
Nibe Avis har talt med rådmand for Forsyningsvirksomhederne Tommy Eggers (DF) og med byrådsmedlem og medlem af Forsyningsudvalget John G. Nielsen (V).
Rådmand Tommy Eggers påpeger, at der med den løsning der nu lanceres, og faktisk allerede er igangsat fra i mandags, er tale om en løsning, der tilgodeser de krav der er stillet fra statens side; en løsning, som fortsat giver de lokale erhvervsdrivende mulighed for at aflevere affald på en genbrugsplads i Aalborg Kommune.
– Men vi vil meget gerne videre, siger Tommy Eggers til Nibe Avis: Det kræver blot, at kommunens virksomheder viser, de vil benytte genbrugspladserne. Det kan ske ved dels at tilmelde sig ordningen og dels ved reelt at benytte genbrugspladserne til aflevering af affald. Er tilslutningen høj nok, også fra lokalområderne omkring Aalborg Kommunes øvrige genbrugspladser, vil vi se velvilligt på at udvide ordningen. Indtil videre må vi dog nøjes med at tilbyde erhvervsdrivende at aflevere affald i Nørresundby, da der jo er forbundet omkostninger med at klargøre pladserne til at modtage affald fra de lokale virksomheder.
Tommy Eggers påpeger, at han gennem Kommunernes Landsforening har medvirket til, at staten kunne godkende en tilmelde-ordning, så kun de virksomheder, der reelt har affald at aflevere, skal betale til ordningen, og ikke som i 2011, hvor alle virksomheder blev pålagt at betale, uanset om man producerer affald eller ej. – Ordningen, der blev indført i 2011 gav os klager fra 3.000 af kommunens ca. 11.000 virksomheder, og vi har derfor arbejdet på at finde en mere retfærdig ordning. Det synes jeg, der nu er udsigter til, og omkostningerne skal så bæres af de, der har et reelt behov for at aflevere affald, slutter forsyningsrådmanden.

Miljøet skal også tilgodeses
Byrådsmedlem og medlem af Forsyningsudvalget John G. Nielsen (V) siger meget tydeligt, at det bestemt handler om også at betjene de lokale virksomheder, i andre områder af Aalborg Kommune, end Aalborg / Nørresundby området.
John G. Nielsen anerkender, at der skal dækkes omkostninger og dermed må det koste et gebyr at aflæsse erhvervsmæssigt affald på en genbrugsplads, og han siger til Nibe Avis:
– Meldingen fra staten om de nye regler kom blot et par dage før jul, og der har ikke været meget tid til at forberede, at den nye ordning skal fungere fra 2. januar. Derfor har Aalborg Kommune måttet koncentrere sig om at tilbyde den nye ordning ét sted, men jeg ser meget gerne, at erhvervsdrivende lokalt i Aalborg Kommune, kan aflevere affald i nærheden af, hvor de driver virksomhed. Dels for at imødekomme erhvervet og dels for at sikre ordentlig modtagelse og behandling af affaldet. Og i min optik må det gerne »koste lidt ekstra« at sikre, specielt en miljømæssig sikker behandling. Det skylder vi af hensyn til miljøet, understreger John G. Nielsen, og han håber ordningen allerede i indeværende år kan udvides til genbrugspladser i den vestlige og den østlige del af Aalborg Kommune.
– Samtidig glæder jeg mig over, at vi er kommet af med den meget udskældte ordning, som sidste år blev introduceret, og hvor mange virksomheder blev pålagt et gebyr til trods for, at de slet ikke producerede affald, slutter John G. Nielsen.

Sundsholmen eller Renovest
Almindeligt, sorteret affald kan for den vestlige del af Aalborg Kommune leveres på Sundsholmen, eller man kan vælge genbrugspladsen hos Renovest i Oudrup, Vesthimmerlands Kommune, som geografisk ligger tættere på. I begge tilfælde skal virksomhederne tilmelde sig ordningen, og prisen varierer i Oudrup mellem 314 kr. og 627 kr., afhængig af bil der afleveres fra.
På genbrugspladsen, Sundsholmen Nørresundby, beregner Aalborg Kommune mellem 170 kr. og 680 kr., afhængig af bil der afleveres fra.
Farligt affald skal fortsat afleveres separat, ligesom der i begge kommuner er andre måder at aflevere / afregne sorteret affald efter.