I 1947 nedsatte Ingrid og Claus Skovbjerg Andersen sig som forhandlere og reparationsværksted for de nye medier: Radio og TV. Gennem 32 år drev de den kendte forretning i Skomagergade, og da de i 1979 ønskede at afhænde forretning og værksted, slog det unge og driftige par Lissy og Kurt Andersen til. Datoen var 1. august 1979.

Lissy og Kurt Andersen – har sat markante aftryk på Nibe som handelsby.

Af: Jacob Søndergaard

Som det fremgår, har der således indtil dags dato og denne måned ud, været såvel »Skovbjerg« som »Andersen« knyttet til den kendte Nibe forretning. Men fra første august er det slut, og dermed slutter en æra, der ikke blot handler om de nævnte navne, men om aktive mennesker, der har tilført Nibe og lokalområdet noget unikt, hver på sin måde.
Ingrid og Claus Skovbjerg Andersen var tidligt ude med at etablere en egentlig specialforretning for radio og TV. Inden den tid var det fortrinsvis hos el-installatør Harald Møller (senere »Hermansen«) og hos cykelhandler Emil Sørensen, der kunne handles og repareres radio apparater. TV kendte man næsten ikke til i 1947, men det fik »Skovbjerg« vendt op og ned på, idet Claus Skovbjerg Andersen havde erfaring på dette felt, og han ville gøre sit for at udbrede det.

Da Lissy og Kurt Andersen i 1979 overtog forretningen, var det magtpåliggende for Ingrid og Claus Skovbjerg Andersen, at der kom nogle driftige fagfolk til, med forstand på nutidens og fremtidens radio og TV branche. Kurt Andersen havde på dette tidspunkt en grundig erfaring fra ikke mindst et ansvarsfuldt job hos B & O, og dette kom til at præge forretningen i udstrakt grad, gennem de flere end 30 år, Lissy og Kurt Andersen har drevet Skovbjerg Radio.
Kurt Andersen mødte også ind i Nibe med et nyt syn på markedsføring af en specialforretning, og forretningens markering af sin eksistens fik følger, og omverdenen kom til at kende til, hvad Skovbjerg Radio kunne og ville – og kendskabet til Nibe fik en helt ny dimension, i hele Himmerland. Gennem en årrække omfattede Skovbjerg Radio også forretninger i Aars og Løgstør, ligesom en radio-TV forretning i Aalborg blev overtaget, og virksomheden omfattede en overgang godt 20 ansatte. Skovbjerg Radio er med 65 års virke i Himmerland, i dag landets ældste, selvstændige radio-TV forretning.
Gennem sine 33 år i Nibe, har Kurt Andersen også sat tydelige aftryk på udviklingen, inden for byens detailhandel. Flere perioder som formand for Nibe Handelsforening, og den egentlige initiativtager til etablering af Skomagertorvet – samt en særlig form for »privatisering« af gademiljøet i Skomagergade. Kurt Andersen fik også givet Nibe Kommune et nyt syn på, hvordan man i samarbejde mellem lokale handlende og kommunen, kunne udvikle og fremskynde en tiltrængt renovering af gaden. Flere initiativer er udsprunget fra Kurt Andersen, der hver gang med tæft og en del stædighed, har opnået fremskridt for det lokale handelsliv. De forskellige indsatser indbragte ham i 1999 Nibe Erhvervsråds Initiativpris, som en påskønnelse.

Tiderne har ændret sig, og ethvert hjem er på det nærmeste fyldt med elektronik, som hjælpemidler eller medier i enhver afskygning. Der handles fortsat lokalt, men der handles også i landsdelens store mega-forretninger, i varehuse og ikke mindst: via internettet. Samtidig med denne udvikling, har prisniveauet lagt sig i et leje, hvor det nærmest ikke betaler sig længere at reparere, og samlet har det naturligvis haft en påvirkning af vor branche og vor forretning, har Kurt Andersen betroet os. Og dermed har vi ønsket at stoppe mens legen er god – og vi føler samtidig, at vi har gjort vor livsgerning med Skovbjerg Radio. Nibe er vort livs hjemsted, og derfor bliver vi fortsat boende i Nibe, hvor vi fortsat vil glæde os til at følge med i stort og småt, lyder det fra parret, der også fremover lyder navnet Andersen, men nok aldrig helt slipper for Skovbjerg-navnet.
    
Skovbjerg Radio er fra 1. august overdraget til Midtfjord El, der fra en adresse i Skalhuse vil føre Skovbjerg navnet videre, i form af en service-, montage- og reparations virksomhed, med mulighed for detailsalg fra virksomhedens adresse i Løgstør.