Som led i åbnings-teaterstykket ved Fjordkonen, gik fem fiskere i land.

Projekt CATO, udspillet i Nibe Baadelaugs lille værftsbygning.

Nibe Kaaglaugs sjægt og sildekåg, udsat for spektakulær belysning.

Nibe-orkesteret TRÅD, spillede akustisk i Nibe Bryghus.

Fredagens Kulturnat i Nibe satte på mange måde en helt ny grænse for, hvilke oplevelser, også rammerne for et sådant arrangement kan sætte.

Op mod en snes - meget - forskellige indslag var på programmet, men den første time - mens solen gik ned over købstaden og havnen - var for de der oplevede det, måske den største kulturoplevelse. Solen og skyerne vest og nord for Nibe, bød under solnedgangen på så fantastisk et scenarie, at Styregruppen må formodes, virkelig at have forbindelse til de højere magter...

Kulturnatten blev indledt med en kort velkomsttale af Erik Ravn, nibenit og direktør for Skole- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.
Erik Ravn priste de ildsjæle, der står bag kulturnattens initiativ og de mange der bidrager med indslag – og selv om Aalborg Kommune i dagligdagen betragtes som ét område, er der plads til forskellighed, og det ser man i Nibe et godt eksempel på.

Kulturnattens første indslag afløste velkomsttalen, og de omkring 250 fremmødte fik en ca. kvarters teaterforestilling med deltagere fra Aalborg Kulturskole – og en solnedgang der satte intet mindre end en fantastisk ramme for dette scenespil, med Thorvald Odgaards skulptur »Fjordkonen« som nærmeste tilskuer.

Aftenen igennem defilerede publikum - anslået 600-700 besøgende - så ad jollehavnens og lystbådehavnens veje, stier og broer, til de mange forskeliige indslag.

Publikum besøgte således Nibe Baadelaugs værft, det røde havnehus og den lille bro over kanalen til jollehavnen - musik spillet i det fri, kunstnere med Åbent Hus ved jollehavnens broer, sækkepibespil ved Restaurant Bryggen, Nibe Sejlklubs hus og Nibe Bryghus, samt områdets forretninger, der holdt åbent.

Endelig var der i Nibe by enkelte indslag - billedudstillinger i Nørresundby Bank samt åbent i Nibe Missionshus og Galleri Tinghuset.

Hele scenariet blev båret af en stemning, der er svær at beskrive, men som bedst kunne opleves – og som de 600-700 publikummer formentlig sent vil glemme.