Mange lokale modeller viste forårsmoden frem, på Skomagertorvet i Nibe.

Nibe Handelsforening stod bag udlevering af 700 gratis hot dogs.

SE FLERE BILLEDER I VORES GALLERI

Nibes specialforretninger var fredag i ekstra forårshumør, og havde budt publikum til en oplevelse på Skomagertorvet, hvor der var musikalsk underholdning, udlevering af 700 hotdogs, og endelig et modeshow, som foregik på den røde løber, på et afspærret område af det centrale bytorv. 

De lokale modeforretninger inden for dametøj, herretøj, arbejdstøj, børnetøj, smykker, briller, sko, makeup m.m., havde sammen med forretninger med »noget for øjne og ører«, lagt an til dette store modeshow, som gennem det meste af en time, med en veloplagt Tage Pedersen som konferencier, vakte begejstring og beundring hos et talstærkt publikum.

Vejret var så absolut med arrangørerne, og der var brug for såvel solbriller som et glas koldt fadøl eller sodavand til at dæmpe eller skærpe sanseindtrykkene.

Med Nibe Handelsforening som bindeled, viste forretningerne i Nibe, at de magter en ordentlig modepræsentation – og så endda i det fri – og på den måde fik såvel publikum som aktørerne på den røde løber en lokal forårsoplevelse.

Et ekstra frisk »pust« i modeshowet var, da den nye lokale cykelforretning »Cycle-O« sammen med motionister fra Sønderholm Motionsklub, tog cyklerne i brug og viste moderigtigt cykeldress – kreeret af netop Cycle-O.

Læs mere i onsdagens udgave af Nibe Avis.