30 borgere var mødt op til sidste uges borgermøde i Vokslev, hvor den nye landsbystrategi blev diskuteret.

Borgerne i Vokslev diskuterede landsbyens fremtid.

– Vi er fra Vokslev samråd meget tilfredse med deltagelsen, og deltagerne var meget engagerede og iderige, siger medlem af Vokslev samråds bestyrelse Poul Erik Christensen til Nibe Avis.

– Dermed er det et godt grundlag for det videre arbejde med landsbystrategien for arbejdsgruppen under Vokslev Samråd, understrger han.

Aalborg Kommune stillede en mødeleder til rådighed. Det betød, at borgermødet blev struktureret på god måde, så der kom nogle klare konklusioner ud af mødet.

Bredbånd med en fremtidssikret kapacitet er et af de store ønsker for borgerne i Vokslev og Omegn.

Af andre emner fra mødet var bl.a.:

– Behov for flere bygninger for Vokslev Friskole og Vokslev I.F. førte til en diskusion om etablering af bygninger som kan bruges af Friskolen i dagtimerne og andre foreninger i aftentimerne og i weekenderne. I den forbindelse blev et multihus nævnt.

– Forsat udvikling af friskolen og børnehaven er også et vigtigt tema i Vokslev i fremtiden.

– Den dejlige natur i området kan gøres mere tilgængelig ved at udbygge stisystemerne.

– En balanceret tilflytning og muligheder for udstykning af byggegrunde blev diskuteret. 

– Der er vigtigt for områdets beboere at erkende, at man ikke kan stå alene. Mange aktiviteter vil foregå udenfor landsbyen. Dette gælder f.eks. indenfor kultur og nogle sportsgrene. Vokslev har klart en interesse i og behov for at samarbejde med f.eks. Nibe.

– Der kom mange konkrete forslag frem f.eks. Forbedret gadebelysning, biogasanlæg, multibane, Rema 1000 i forsamlingshuset, simple overnatningsfaciliteter, svedehytte og å-bad.

Det er nu arbejdsgruppens opgave at finde ud af hvilke ideer, der er luftkasteller, ideer der skal forblive gode ideer i første omgang og ikke mindst hvilke ideer, der skal arbejdes videre med, slutter Poul Erik Christensen.