En halv snes piger fra Nibe Tennisklub har i sommerens løb deltaget i den såkaldte fleksible turnering under DGI Nordjylland. Turneringen er en slags optakt til finalerne i »Nordjysk Mesterskab«, som blev afviklet i Aalborg Tennis Klub for nylig.

Seks piger fra Nibe havde kvalificeret sig til finalerne i grupperne piger 11-13 år og piger 14-16 år - fem deltog: I gruppen 11-13 år deltog Anne Sofie Jensen, Camilla Marie Østergaard Jespersen og Emma Færch. I gruppen 14-16 år deltog Mie Larsen og Marie Emborg. Alle piger fik tre kampe ved finalestævnet, og efter mange jævnbyrdige dyster, og flotte placeringer for pigerne i begge grupper, stod det klart, at Nibe kunne hjembringe en enkelt mesterskabstitel med tilhørende præmier: Camilla Marie Østergaard Jespersen blev nordjysk mester efter tre flotte sejre.

Fem piger fra Nibe Tennisklub deltog i søndags i Nordjysk Mesterskab for tennis ungdom. I gruppen for 11-13 årige piger blev Camilla Marie Østergaard Jespersen (nr. 2 fra venstre) nordjysk mester. Hun ses her sammen med Anastasia Lihn fra Hobro Tennisklub, som blev nummer to, samt to andre nibe-piger, som blev henholdsvis nummer tre og fire i denne række: Anne Sofie Jensen (yderst t.h.) og Emma Færch (yderst t.v.)