Kino formand Torben Olesen (t.h.) og kasserer Flemming Poulsen ser sammen med den øvrige kino-bestyrelse og ca. 70 frivillige medarbejdere frem til at stå bag Kino Nibe’s 100 års jubilæum. Jubilæumsåret indledes om kort tid, og markeres flere gange i årets løb.

I februar 1910 åbnede den første udgave af dét vi i dag kender som Kino Nibe. Beliggenheden var en anden, nemlig den bygning, som mange I Nibe kender som »Rutebilstationen« eller »Phønix Iscafé.

Navnet var i 1910 »Phønix-biografen«,  og her gled de første levende billeder over lærredet i Nibe. Biografen var som nævnt beliggende i tilknytning til Hotel Phønix i en tidligere stald og vognport. Den daværende ejer havde sat bygningen i stand og investeret i nye stole og en billedfremviser. Fremviseren blev drevet af en gasgenerator og de tavse billeder blev ledsaget af et klaver.

Omkring 1920 gjorde elektriciteten sit indtog i Nibe. Det åbnede nye muligheder for filmfremvisning. Biografen flyttede fra Mellemgade, rundt om hjørnet og ind i de nuværende lokaler i Skomagergade. Bag ejendommen lå dengang en række værkstedsbygninger. Disse blev nedrevet og en ny forevisningssal opført.

Historien om Kino Nibe er sidenhen skrevet i og omkring de nuværende lokaler med café, billetsalg og biografsal i Skomagergade 22.

Her i jubilæumsåret lægger Kino bestyrelsen om kort tid ud med det første af en række arrangementer, der hen over jubilæumsåret skal fejre den gamle biograf, som hører til blandt landets ældste.