- Onsdag, 17. august 2011

Den nye fregatkaptajn Carsten Rasmussen, flankeret af formand for Nibe Marineforening Kristian Jørgensen (t.v.) og næstformand Hans Jørgen Christensen.

Et halvt hundrede marinere deltog i årets Fregatskydning, og alle hyggede sig i det nye marinehus på Østerlandsvej.
Marineforeningens ubetingede største begivenhed i løbet af året er den årlige fregatskydning, som fandt sted søndag. Dagen forløb til bestyrelsens store tilfredshed, og blev en dejlig oplevelse for de fremmødte, og de smukke lokaler kom helt til sin ret når et halvt hundrede marinere havde fundet frem til begivenheden, fortæller bestyrelsesmedlem Poul Erik Petersen.
Dagen startede med afhentning af afgående fregatkaptajn Hilmer Madsen, der i år blev afhentet på motorcykel i bedste bikerstil, og marchen til marinestuen foregik med flag og trommer. Vel ankommen kunne man indtage en mindre brunch kreeret af kabyssens besætning.
Skydningen forløb glat i det store telt som venligst var udlånt af KF/ Lunden og godkendt til skydning.
Således blev fregatten sænket, dog afbrudt af skafningen, som traditionen tro bestod af stegte ål fra fjorden tilberedt som »sutål«, som det skal være sønden for fjorden.
Årets mesterskytte blev »Brandy« fra Aalborg, der kunne glæde sig over at modtage det smukke tobaksskab til erindring om titlen.
Marineforeningens nye fregatkaptajn blev Carsten Rasmussen der i det kommende år skal føre fregatten gennem skærene. Så ud over at være fast hjælper i kabyssen, bliver der nok at se til i det kommende år. Dagen forløb vellykket, og »stuen« kom til sin ret, og fremover skal den rumme de mange spændende tiltag som er på bedding og løbende vil blive sat i søen, forklarer Poul Erik Petersen.
Opgaven som nu skulle løses af foreningen, og hvor man ikke som tidligere blev »opvartet«, men nu står for det hele selv, gav også anledning til at »havfruerne« trak med på årerne, og havde stor glæde af hinandens selskab.
En tilfreds bestyrelse kunne så stryge flaget på eget »skiv« og hermed konstatere at en opgave var løst til medlemmernes store glæde og tilfredshed.









