- Lørdag, 18. maj 2013

Formiddagskaffe m. friske boller i Dronninglund Storskov med nogenlunde tørvejr. Sådan begyndte omkring 40 frivillige fra alle Røde Kors Nibes aktiviteter den årlige udflugt, efter afgang med bus fra Nibe Torv.
Efter opholdet i Storskoven indtog deltagerne Voergaard Slot. – Her måtte vi deles i to hold til den utroligt spændende rundvisning på slottet. 5 kvarter fløj af sted, mens guld, sølv, ædle stene og sågar forgyldt svinelædertapet blev præsenteret for vore undrende øjne, fortæller Røde Kors formand Birgit Sohn Christensen til Nibe Avis.
Medbragte sandwichs blev spist i slottets kælder, der desværre er ophørt med at være vinkælder! Efter en lynvisit i Voer Kirke begav deltagernesig til den store og flotte Røde Kors Butik i Hjallerup.
– Mens vi gik rundt og faldt for fristelser, blev der serveret kaffe m. småkager for udflugtens deltagere i de udstillede dagligstuer. Bussen returnerede til Nibe, og de 40 deltagere tog afsked efter en god udflugt, slutter Røde Kors formanden.










