- Mandag, 15. august 2011

Tilbagevendte Allan Nielsen scorede kampens enlige mål for Nibe.

FODBOLD SERIE 2:
Sønderup-Suldrup – Nibe Boldklub 0 - 1 (0-0)
Fredag aften ventede der Nibes oprykkere en meget svær opgave, da de mødte Suldrups nedrykkere fra serie 1. Efter en god opstart til sæsonen, var Nibes træner Steffen Jensen spændt på om Nibe kunne matche Suldrups fysik og tempo.
Nibe startede med at være meget i boldbesiddelse i de første 10 minutter, dog uden det udmøntede sig i store chancer. Halvlegen forblev chancefattig og var præget af mange nærkampe og lange bolde. Det var derfor meget naturligt at halvlegen sluttede 0 - 0.
I 2. halvleg blev Nibes spil bedre og efter 15 minutters spil var Mike Hansen tæt på at heade Nibe foran på et godt hovedstød. 5 minutter senere var Jens Kjærsgaard endnu tættere på en scoring, da han headede på indersiden af stolpen og på returbolden var Nibe igen tæt på men Suldrups målmand fik reddet bolden på målstregen.
Efter 80 minutters spil blev tilbagevendte Allan Nielsen spillet alene med Suldrups målmand og han omsatte sikkert friløberen til scoring. 5 minutter senere burde Allan Nielsen definitivt have afgjort kampen, da han endnu engang var alene med Suldrups målmand, som denne gang reddede forsøget.
Men det ene mål var nok til en flot og fortjent sejr til Nibe.









