El-kravlenisserne Lars Valsted Andersen og Peter Østergaard fra Grønborg El, monterede for få dage siden stjernen på Nibes store juletræ.

Borgmester Henning G. Jensen tænder Nibes juletræ torsdag kl. 17.00.


Aktiviteter og borgmesterlig tænding af juletræ indleder julemåneden i Nibe.

Når mørket falder på i Nibe, den første decemberdag, er det tid at tænde det store juletræ på Torvet i Nibe.

I netop den anledning, har Nibe Handelsforening allieret sig med Henning G. Jensen, borgmester i Aalborg Kommune, som vil tænde juletræet, og formentlig har han også et julebudskab på hjerte til de der møder op.

Dagen for tænding af juletræet i Nibe har Nibe Handelsforening i øvrigt valgt at festliggøre, med udlevering af gratis julegrød, julesaft eller kogt øl, serveret af det frivillige beredskab.

Endvidere er de festlige Nibeblæsere mødt op, og de vil blæse publikum nogle julemelodier, før og efter juletræstændingen.

Nibes egne julemænd har også lovet at dukke op, og i de efterfølgende timer, hvor forretningerne holder åbent, kan man møde dem rundt om i Nibes forretninger.

Først på aftenen giver koret FlipDuBar koncert på Torve Cafeen.

Julelotteri indledes
Én af de stolte juletraditioner i Nibe starter samtidig, torsdag. Det drejer sig om julelotteriet, hvor man skal samle stempler, i kraft af sine julegaveindkøb.