- Lørdag, 22. september 2012

Situation fra årets Sønderholm revy
Holdet bag Sønderholm Revyen er hjemme igen efter deltagelse ved DM i revy, i Juelsminde.
Fra hele landet var revyfolket samlet, for kæmpe om titlen som dansk mester for amatørrevyer. Hele 30 revyer var samlet, og i alt blev der fremført 50 stykker.
Sønderholm Revyen havde denne gang hele to numre med i semifinalerne, »Diætisten« med Tina Brunsgaard, Anita Jensen og Michael Andersen, samt »Spørgsmål uden svar« med Claus Svendsen.
Med kun 20 pladser i finalen, havde vi ikke troet at vi havde nogen chance, men »spørgsmål uden svar« slap igennem nåleøjet og kom i finalen – rigtigt godt gået af vores lille revy, lyder det fra Michael N. Andersen. Inden længe begynder forberedelserne til næste års revy – og nye folk er allerede klar til at give borgerne i Sønderholm et godt grin.









