Publikum i Nibe Idræts- & KulturCenter var parate og feststemte!

Flere fra publikum lykkedes med at få en selfie med Rune Klan.

Lions Club Nibe mødte med 20 mand til madlavning og servering.


»I er bare fantastiske; tak for en stor indsats, der landede et historisk stort overskud. Sådan lød ordene samstemmende fra formand Thomas Larsen og festivalleder Peter Møller Madsen.


Den humoristiske tone var lagt godt an, da ca. 500 frivillige medhjælpere fra Nibe Festival lørdag var mødt ind til spisning ved årets medhjælperfest. Skov-konferencier Frank Megabody var også på plads i idrætshallen, og den »fik ikke for lidt«, da han tog gas på Møller Madsen & Co. – men måtte tage igen af samme pose. Man bærer jo ikke navnet »Megabody« for ingenting!

Efter en stor og velment tak til alle frivillige og gentagelse af, at der i 2015 er landet ca. 1,3 mill. kulturkroner til det lokale kultur- og idrætsliv, tog komikeren Rune Klan over for en stund, og han gav også publikum både noget at tænke over, noget at unders over og noget at grine højt over.

Efter spisningen dukkede yderligere knap et par hundrede frivillige op og deltog i resten af aften- og nattefesten, til musik af Johnny de Luxe, Hit Orchestra og Diskotek Foxybeat.