- Onsdag, 2. november 2011

Søren Svenningsen kontrollerer sin første plovfure; den såkaldte flækning. Foto: Svend Christensen, Fotograferne Nibe.

Der skal en koncentreret indsats til, mens pløjekonkurrencen står på.
Mesterpløjer Søren Svenningsen, Bislev, lagde endnu en titel til sin samling af Danmarksmesterskaber, da han i weekenden for fjerde gang hjemførte mesterskabet for vendeplov.
Selv i en ret så upåagtet konkurrencesport som pløjning, er konkurrencen hård. Det måtte den flerdobbelte danske mester i pløjning med vendeplov, lokale Søren Svenningsen, Bislev, sande, da han fredag havde gennemført den første pløjning i stubjord, ved Danmarksmesterskaberne i pløjning, der over to dage blev afviklet ved Årslev på Fyn.
Efter den første pløjekonkurrence lå Søren Svenningsen på en andenplads, ca. to points efter sin værste konkurrent, Søren Korsgaard, Holstebro.
Imidlertid er DM-konkurrencens anden disciplin: pløjning i grønjord, Sørens favorit disciplin, og her vandt han overbevisende, og kunne således notere 251,25 points mod Søren Korsgaards 249,50, af 280 mulige, målt over 14 konkurrence discipliner.
DM-titlen giver adgang til at repræsentere Danmark ved næste års Verdensmesterskaber, der foregår i Kroatien. Tidligere på året deltog Søren Svenningsen også i VM, og besatte her en samlet 12. plads ved mesterskaberne på New Zealand – en placering der gerne skal forbedres, siger han.










