Den forløbne weekend havde Danmarks Naturfredningsforening landet over udnævnt til affalds-indsamlingsdag, og en lang række foreninger, virksomheder og private tog ideen op og foretog indsamling af affald i nærområderne.

Blandt initiativtagerne til Store Affaldsdag i Nibe er Hans Thorup og Knud Tobiasen fra Nibe Samråd. Her er de sammen med medarbejdere fra Aalborg Kommune, i færd med at organisere affald på Torvet.

Familien Carlslund – Mille, Victor og Thomas, på vej langs fjorden med hund og poser til opsamling af affald.

Sidste års succes med indsamling af store mængder affald i Nibe og nærmeste omegn havde givet Nibe Samråd »blod på tanden«, og i år startede man sammen med Nibes handlende.
Nibe Samråd med Hans Thorup og Knud Toibiasen i spidsen havde atter i år taget initiativ til indsamling af affald fra den nære natur og dele af Nibe by.
Sammen med repræsentanter fra en lang række forretninger, startede man lørdag morgen med at feje og opsamle affald og »skidt«fra Nibes forretningsgader – i øvrigt en gammel tradition, som ved denne lejlighed blev genoptaget.

Først på lørdag formiddag mødte så en mængde repræsentanter for foreninger, samt private, og alle tog de hver deres tørn med at gøre rent i aftalte områder.
Områder langs fjorden og Nibes havnefront blev således »trimmet«, og det samme gjaldt de mange private m.fl., som via grundejerforeninger m.v. tog hver deres tørn.

I ugen før og efter affaldsdagen havde også andre end de indbudte foreninger m.v. i Nibe taget initiativ til at samle affald, og dermed give naturen de bedste betingelæser for at starte et »rent forår«.