NB's Mick Andersen tager fat i en modstander...

FODBOLD - Serie 2

Nibe – Bælum 1-4 (0-2)

Mål for Nibe: Thomas Severinsen.

Lørdag eftermiddag var der topopgør på Nibe stadion, da Bælum kom på besøg. Nibe havde ikke tabt en kamp på Nibe stadion siden 2. juni 2011.

Det var imidlertid ikke til at se, da Nibe blev straffet for en opspilsfejl allerede i det 3. minut og kom bagud med 1-0. Nibe havde det svært i den kraftige modvind i første halvleg, og midt i halvlegen fik et frispark fra 40 meter lov at passere mellem venner og fjender for til sidst at gå i mål.

2-0 var også stillingen ved pausen, og derfor var Nibe nødt til at satse offensivt i anden halvleg. Med den kraftige vind i ryggen pressede Nibe godt på, uden dog at blive rigtig farlige. Derimod var Bælum ganske gode til at udnytte deres chancer og de kunne således bringe sig på 3-0 på en kontra midt i halvlegen.

For at gøre ondt værre udnyttede Bælum endnu en personlig fejl af Nibe til at score til 4-0 med 5 minutter tilbage af kampen. Det var derfor kun af symbolsk betydning, at Thomas Severinsen i kampens sidste minut kunne reducere til 4-1.

Herved overtog Bælum kredsens førsteplads med ét point ned til Nibe på andenpladsen.