- Onsdag, 15. maj 2013

Michael Vesterskov fortalte, spillede, sang og læste op – her læser han af sin bog »I lænestolens dybe stille ro«.

Michael Vesterskov spillede også en række af sine egne kompositioner.
Sangeren, komponisten og forfatteren Michael Vesterskov har sine rødder i Nibe og i Lundbæk. Her bestod hans verden gennem drengeårene af fodbold og musik – og skoletasken: – ja den stod for det meste på skolen, fortalte han ved mandagens musikalske foredrag i Nibe Boldklub.
Dét med musikken har han ikke fra fremmede, for i hjemmet blev der altid spillet musik. Fodbolden blev han også god til, og indtil en skade stoppede fodboldkarrieren, var han topscorer på AaB’s førstehold, sidst i 1970’erne.
Musikken blev derefter – mere end fodbolden – hans fremtid, og lige siden har Michael Vesterskov skrevet og spillet musik.
Senest er han aktuel med et musikalsk foredrag, som han mandag aften var forbi Nibe Boldklub med.
– Det handler om at slippe kreativiteten løs og ikke begrænse den. At lege, så at sige – det er udgangspunktet, i såvel musikkens som i fodboldens verden, var hans budskab. Man kan søge det perfekte, eller måske berømmelsen, men vejen derhen – hverdagen – er måske det vigtigste, for uden disse elementer er »de store dage« eller berømmelsen intet værd. Det gælder såvel i musik som i fodbold – husk dét, trænere, var bl.a. hans budskab!










