- Mandag, 4. oktober 2010
Nibe Boldklubs betrængte hold i serie 2 hentede lørdag en særdeles vigtig sejr, i kampen mod Storvorde-Sejlflod.

Nibe Boldklubs førstehold i serie 2 fik en tiltrængt sejr i kampen mod Storvorde-Sejlflod.

Mike Hansen: 3 mål i weekendens 1-4 sejr.
FODBOLD
Storvorde-Sejlflod Boldklub - Nibe Boldklub: 1-4 (1-2)
Mål for Nibe: Thomas Jensen, Mike Hansen (3)
Alt andet end en sejr ville i denne turneringsrunde have isoleret Nibe Boldklubs førstehold i serie 2, i en ret uhjælpelig situation, mens en sejr kunne holde en smule liv i håbet om at overleve i rækken.
Nibe skulle således forsøge at følge op på den spillemæssige fremgang fra sidste weekends kamp mod Aars. Modstanderen var Storvordes nedrykkere fra serie 1.
Nibe vandt lodtrækningen og startede med en kraftig medvind. Det bevirkede, at Nibe-holdet pressede Storvorde langt tilbage på banen, og kom straks frem til flere gode forsøg. Alligevel var det Storvorde, der et kvarter inde i kampen fik tilkendt et straffespark, efter en nærkamp i straffesparksfeltet. Storvorde bragte sig foran 1-0 på straffesparket, stik imod spil og chancer. Heldigvis for Nibe skulle der ikke gå mere end 5 minutter inden kampens store oplevelse, Mike Hansen, bragte balance i regnskabet, da han scorede på et skud fra kanten af feltet. Resten af halvlegen var et stormløb mod Storvordes mål. Men til trods for flere 100 procents chancer skulle der gå yderligere et kvarter, inden Thomas »Bøf« Jensen scorede efter et hjørnespark, hvor han sparkede en returbold op i hjørnet.
Efter pausen kom Storvorde længere frem på banen og stressede Nibe til at lave flere fejl i opspillet. Alligevel var det Nibe, som kom først på tavlen i 2. halvleg, da Allan Nicolajsen, efter en dribletur over en halv banelængde, satte en Nibe-kontra i gang. Til sidst havner bolden hos Mike Hansen, der endnu engang scorer. Herefter kommer der mere ro på Nibes spil, og de overtager momentum igen. Efter en halv time svinger fødselaren Michael Rasmussen et glimrende indlæg ind i panden på… igen Mike Hansen, som scorer sit 3. mål og definitivt afgør kampen.
Efter denne weekends kampe ligger Nibe med 6 points som én af fire nedrykningskandidater til to pladser, hvor Als har 7 points og Doense/Vebbestrup ligesom Als har 9 points. Med fem kampe igen er der muligheder for at rykke fra de to pladser, hvorfra der skal rykke ned, idet der er indbyrdes kampe mod alle disse. Men det kræver, at Nibespillerne er særdeles klar på dagen og hjemfører sejre.
Nibe møder den kommende weekend Gug Boldklub på hjemmebane. Gug ligger modsat Nibe til oprykning, så allerede i denne kamp er der bud efter det bedste, Nibe kan præstere.









