Uddeler Max Kristensen overdrager jobbet til den konstituerede uddeler, Maja Sørensen.

SUPER BRUGSENS ÅRSMØDE

120 personer var i den forløbne uge samlet til årsmøde i Skal Pavillonen.
Uddeler Max Kristensen kunne oplyse, at butikkens omsætning er steget med 4,3%, og at resultatet for 2011 blev 702.000 kr. bedre end i 2010.
SuperBrugsen Nibe har registreret 3382 medlemmer, og der er stor fremgang i slagterafdelingen, delikatessen, bake-off, og god fremgang for frugt, grønt og blomster.
Butikken fastholder sin Elite-Smiley, og butikken står godt i kundernes bevidsthed. Dette kan bl.a. tilskrives mange kunde-arrangementer og genoptaget annoncering i Nibe Avis fra sensommeren 2011, understregede Max Kristensen, og oplyste afslutningsvis, at forretningen nu blevet »for stor« til fortsat at kunne holde åbent hver søndag.

Fremgangen fra 2011 er i øvrigt fortsat, og SuperBrugsen Nibe kan for øjeblikket fremvise en fremgang i forhold til 2011 på hele 17 procent.

Efter generalforsamlingen holdt meteorolog Peter Tanev et foredrag omkring vejret og klima i Danmark, hvor der primært var fokus på, at hvis vi alle sammen gør tingene lidt anderledes i vores hverdag, så kan vi spare på vores CO2 udledning, hvilket alt sammen bør været med til at reducere antallet af kunstige drivhusgasser, som gør at vores klode bliver varmere. Det er også drivhusgassernes skyld, at vores vejr bliver anderledes. Før var det mere stille og roligt, nu har vi mere voldsomme skybrud, storme og snefald, men så går det til gengæld også hurtigt væk igen. eksempelvis kan skybrud over 3 dage give den samme mængde regn, som der normalt skal falde på en hel måned.
Uddeler Max Kristensen er fratrådt med udgangen af sidste uge, og han afløses derfor af konstitueret uddeler i SuperBrugsen Nibe, Maja Sørensen. Hun hjælper til ny uddeler er ansat og er således startet i jobbet, mandag den 2. april.