Nibe-virksomheden Danish Crane Building A/S udbygger for tiden sine produktionslokaler med en ny montage- og testhal på 1800 kvadratmeter, og for nylig blev der afholdt rejsegilde for håndværkere og virksomhedens for tiden 80 medarbejdere i Nibe.

Den nye montage- og testhal er på 1800 kvm. og tages i brug i slutningen af juni.

Direktør Jon Jensen roste håndværkernes indsats og glædede sig sammen med medarbejderne.

En af virksomhedens grundlæggere Chr. Overgaard deltog i rejsegildet – her sammen med direktør Jon Jensen (t.v.).

Direktør Jon Jensen, Danish Crane Building A/S fortæller, at virksomhedens produktion af travers-kraner hidtil er foregået i to haller, hvoraf »det sorte arbejde« med svejsning og håndtering af jern er foregået sideløbende med montering af de enheder, et helt kransystem består af – samt den efterfølgende test under produktionslignende forhold.
– Det gør vi nu op med og dedikerer vor nye produktionshal alene til montage og test, mens vore hidtidige lokaler udbygges, så der kan produceres flere kraner parallelt. Samtidig er den nye hal bredere end den hidtidige produktionshal, hvilket gør, at transporten af de ganske lange travers-enheder kan foregå uden at forstyrre den øvrige produktion, forklarer Jon Jensen.

Den seneste tid har en del af kranproduktionen været henlagt til lokaler på Industrivej i den tidligere Sander Tech ejendom. Denne produktion trækkes efter juni tilbage til de nye lokaler på Østerlandsvej.

Danish Crane Building A/S har de seneste tre år været i en positiv udvikling med en stigning i omsætning fra 80 mio. kr. til ca. 120 mio. kr. forventet i 2016. – Den udvikling ønsker vi at styrke med bl.a. udbygning af vort produktionsanlæg og ansættelse af dedikeret salgspersonale. I sammenhæng med udbygningen har vi for nylig også overtaget det tidligere posthus på Østerlandsvej, hvor vor el-afdeling fremover placeres, fortæller Jon Jensen.

Den nye montage- og testhal opføres af entreprenørvirksomheden Henriksen & Madsen A/S i totalentreprise og forventes færdig til ibrugtagning i slutningen af juni måned.

FAKTA:
Jon Jensen overtog i 2013 hovedparten af aktierne i Danish Crane Building og siden skete der en omfordeling af ejerskabet, der i dag udgøres af en kapitalfond for 49% af aktierne, Jon Jensen ejer 36% af aktierne, mens den mangeårige medarbejder og medejer, salgsingeniør Kristen Jensen ejer 15%.
Danish Crane Building A/S producerer alene travers- kraner efter ordre – med hovedformål til skibsfarten, til fliesfyrede varmeværker og til affaldsforbrænding. Blandt opgaverne er der en stigning i PLC-styrede automatiske kraner, der ved programmering arbejder døgnet rundt uden menneskelig betjening. Oftest kan evt. driftsforstyrrelser og anden service afhjælpes med opkobling via Internettet.
Danish Crane Building A/S beskæftiger for tiden 80 medarbejdere og ca. to tredjedele af produktionen går til eksport overalt i verden.