- Mandag, 28. marts 2011

Nørholm Forsamlingshus har efter år med besværligheder, nu endelig fået en fornuftig drift, med overskud på udlejningsregnskabet.

Repræsentanter for Nørholm-projektet »Engle over Smørholm« modtog i december årets Landdistriktspris af rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S).
Af: Mads Stenstrup
Nørholm Forsamlingshus har afholdt generalforsamling, oven på det vel nok bedste år for forsamlingshuset siden nyopførelsen af huset.
Formand Torben Rank var i hopla, da han på bestyrelsens vegne aflagde beretning, og hvor hver og en i bestyrelsen blev personlig rost for deres indsats og medansvar for de flotte 20.000 kr. i overskud, som regnskabet reelt viste. Brutto stod der faktisk hele 59.000 kr. ekstra på kontoen ved udgangen af 2010, men herfra skulle dog fratrækkes ca. 29.000 kr. i tilskud, som er indhentet fra kommunen til finansiering af en snarlig installation af nyt energistyringsanlæg - samt andre 10.000 kr., som også for tiden er parkeret på forsamlingshusets konto, men som hidrører præmieringen af Bent Høybye og hans dilettanttrups succesfulde forestilling, »Engle over Smørholm« – og som er øremærket til finansiering af en efterlyst opfølgningsforestilling.
»Engle over Smørholm« viste sig imidlertid også at være en hovedårsag til forsamlingshusforeningens fine nettoregnskab, som kasserer Susanne Meisner også blev rost for at have styret hjem med jernhånd. Forsamlingshusforeningen tjente nemlig i 2010 ca. 7.000 kr. på opførelsen, ligesom andre ca. 8.000 kr. blev tjent, efter man sammen med købmandsforeningen havde stået som vært for et velbesøgt og velarrangeret jazzarrangement i årets løb. Et tredje eget arrangement, operaforestillingen (sammen med Aalborg Operafestival), var gået i nul, hvilket også blev betegnet som økonomisk tilfredsstillende.
Men det rigtigt positive var selvfølgelig, at også selve udlejningsdelen endelig i 2010 udviste det overskud, der er arbejdet så længe på at opnå, siden balladen om støjklagerne og de tilhørende støjreduktionsinvesteringer.
Torben Rank havde i sagens natur ingen problemer med at få beretningen godkendt af de 12 fremmødte, ligesom regnskabet også blev det, mellem forskellige hurra-råb for de ansvarlige. Og snart kunne den valgte dirigent, Asger Sørensen, også konstatere, at årskontingentet på 50 kr. blev fastholdt, samt at ingen af de fire på valg - Kim Jensen, Henrik Johansen, Susanne Meisner og Jeppe Avlund - havde det fjerneste imod at fortsætte i bestyrelsen. De blev derfor genvalgt for de næste to år uden modkandidater og til siddende applaus. Suppleanten den næste periode hedder Bent Jensen og revisorerne fremdeles Ella Sørensen og John Ejdrup.
Måske bordtennisklub
Under den hyggelige indtagelse af sandwich, blev to af de øvrige roste bestyrelsesmedlemmer, Henrik Johansen og Mads Stenstrup, enige om at ville stille sig i spidsen for et initiativ, der skal afdække, om der er grobund for oprettelsen af en bordtennisklub (måske som underafdeling under IF Bjørn) og i hvert fald med træningsadresse i forsamlingshuset. Det hører vi nok mere om senere. Ligesom de to gerne hører fra flere forældre, der vil hjælpe til.









