Der er gang i øvelserne på årets fodboldskole i Nibe.

Nibe Boldklub er i denne uge vært for én af Dansk Boldspil Unions mange fodboldskoler. På stadionanlægget er således 96 fodboldskole elever på 6 hold, i gang med det fastlagte program, støttet af seks trænere og seks træner assistenter. Nibe Boldklub stiller selv med tre trænere samt alle assistenterne, mens tre trænere kommer til Nibe fra andre fodboldklubber.

Temaet på årets DBU fodboldskole er »Træn som de unge stjerner: Eriksen, Veje, Bille og Zanka«.

Nibe Boldklub stiller klubhus, baner og ledere til rådighed, og klubbens U-18 piger lægger kræfter i at sørge for bespisningen – til gengæld for økonomisk støtte til holdets fodboldtur til Barcelona, i efterårsferien.