- Mandag, 10. juni 2013

Den tilskadekomne person i personbilen blev stabiliseret og klippet fri.

Beredskabets hydrauliske klippeværktøj viste sit værd.

Indsatsleder Leo Frederiksen var tilfreds med mandskabets indsats, men der skal nu lige evalueres, for vi kan altid lære noget, sagde han.
ØVELSE: Beredskabscenter Aalborg rykkede ud med tre køretøjer og alt disponibelt mandskab, da alarmen mandag aften gik for en brand med tilskadekomne på Nibe Varmeværk. I tilslutning hertil var en bil kørt ind i varmeværkets bygninger, med en fastklemt person til følge.
Nibe Varmeværk på Hobrovej er af vital samfundsmæssig interesse. Derfor var det noget nær ramme alvor, da alarmen fra Beredskabscenter Aalborg gik til de deltidsansatte brandmænd på Station Vest i Nibe.
»Industribrand og trafikuheld med fastklemte« – sådan lød den korte melding over radiosenderen, og indsatsleder Leo Frederiksen var klar til at guide mandskabet med brandmestre og brandfolk. Alle kendte deres opgave – eller burde gøre det, for tidligt i foråret var alle til en gennemgang af forholdene på Nibe Varmeværk, oplyser Leo Frederiksen til Nibe Avis.
Derfor var det også ganske naturligt, at vi nu gennemførte en øvelse på varmeværket, for lige at se, om de indledende øvelser havde båret frugt. Og det havde de.
Straks da den første af Beredskabets tre køretøjer fra Station Vest var ankommet, gik man i gang med at stabilisere den tilskadekomne og fastklemte person i den forulykkede bil. Bilen var venligst stillet til rådighed af Allan Dahl, Nibe Produkt, og den var i øvrigt ikke noget kønt syn, da beredskabets hydrauliske klippeværktøj havde været i aktion.
Indsatsen lykkedes fint, og personen blev befriet fra sit fastklemte leje, og havde det efterfølgende godt, efter omstændighederne.
Efter det oplyste havde den fastklemte bilist observeret branden i varmeværket og havde på grund af den lave og stærke modstående sol, mistet orienteringen og var kørt ind i varmeværkets bygning.
Et anden indsatshold måtte som røgdykkere bevæge sig gennem den brændende bygning for at redde en tilskadekommet person ud i den friske luft. Også dette lykkedes, men det var svært at finde vedkommende i den stærkt røgfyldte bygning, lød det meget realistisk fra røgdykkerne.
Endelig skulle den opståede brand holdes i skak, og det skete med strålerør fra toppen af den store blå akkumuleringstank, hvorfra der er fast etableret et forsyningsrør, netop til brug ved brandslukning. Også denne del af øvelsen lykkedes, til trods for hele udrykningen var en øvelse, som man allerbedst kan bruge til at blive klogere af, lød det afslutningsvis fra Leo Frederiksen.










