- Tirsdag, 11. juni 2013

I overværelse af knap 100 medlemmer tog formand Jens Peter Pedersen det første spadestik.

Skitse over det færdige klubhus, med den nye fløj til venstre og det nuværende hus til højre.

Jens Peter Pedersen betegnede det som en stor mærkedag i klubbens historie, at man nu kan starte byggeriet af et nyt klubhus.
Byggeriet af et – samlet set – nyt klubhus til Sebber Kloster Golfklub blev søndag indledt med første spadestik, i overværelse af op mod 100 af klubbens knap 800 medlemmer.
Klubbens formand Jens Peter Pedersen indledte den lille højtidelighed på plænen foran det nuværende klubhus, og han betegnede det som et stort øjeblik i klubbens historie, at man – efter gentagne gange at have taget tilløb – nu kan starte byggeriet.
Det kommende klubhus vil efter færdiggørelsen bestå af en helt nybygget længe, der bygges til det nuværende klubhus som en vinkelbygning, og efter dette byggeri er tilendebragt, bygges det nuværende om, så det samlede klubhus bliver på 381 kvadratmeter.
Ifølge denne fremgangsmåde vil medlemmerne gennem hele byggeperioden have et klubhus til ophold og til servicefaciliteter – og med den valgte placering vil den velkendte udsigt over dele af golfbanen og Halkær Bredning blive bevaret.
Jens Peter Pedersen roste byggepartneren TL BYG for den positive tilgang, firmaet har til klubhusbyggeriet, og ud over det egentlige byggeri, som firmaet skal varetage, bliver der tale om, at TL BYG skal styre den indsats, som medlemmerne skal deltage i. På denne måde kommer der på alle måde et professionelt byggeri ud af indsatsen, understregede formanden.
Samtidig rettede han en tak til Sebber Klosters ejer Adam Saunte, for at udvise stor generøsitet i forhold til ejerskabet af det nuværende klubhus. Prisen for det nuværende klubhus er sat til 150.000 kr. – en pris som Sebber Kloster Golfklub skal betale. Men i det omfang medlemmerne samler penge gennem Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger via skattefradrag, nedskriver Adam Saunte købsprisen tilsvarende. – Så kan der samles 150.000 kr. blandt medlemmer og ved aktiviteter, har vi et kvit – og frit klubhus, og samtidig 150.000 kr. at bygge for. Dét kan man da kalde »en ordentlig handel«, understregede Jens Peter Pedersen.
Efter formandens tale og det obligatoriske første spadestik, udråbte klubbens næstformand John Mandrup Nielsen et trefoldigt leve for klubben, inden der blev budt på pølser og en enkelt fadøl. Hurra – Hurra – Hurra – SGK.










