Vejret var perfekt, da startskuddet lød til årets Storkeløb på Skørbæk-Ejdrup Friskole og Naturbørnehave.

For syvende gang i træk stak deltagerne i årets Storkeløb søndag afsted på hver af tre ruter omkring Skørbæk-Ejdrup, Halkær og Sebbersund. Deltagertallet faldt en smule, men løbet blev gennemført perfekt, i et kun smålunt sommervejr.

4. klasse stod for opvarmningen til dette års Storkeløb.

8. klasse løb de første par hundrede meter, men kun for - med start i skolegården - at tage cyklen rundt på halvmaraton distancen.

Løberne på de to længste ruter passerer Skørbæk.

På tre ruter i den smukke natur omkring Halkær Bredning var udlagt tre distancer 5,3 km, 10,7 km og halvmaraton. Skolens elever havde i ugerne op til løbet trænet flittigt, og sammen med de øvrige tilmeldte begav de sig ud på veje og stier omkring skolen. For andet år i træk måtte man dog konstatere at deltagerantallet var dalende, og det giver anledning til overvejelser omkring Storkeløbets fremtid, siger skoleleder Per Svaneborg til Nibe Avis. 

– Det er tydeligt at udbuddet af motionsløb er stigende i disse år. Det er jo nok så positivt. Det øger konkurrencen løbene imellem, og der må vi må nok erkende at det er svært at hamle op med særligt de store byløb i området. 

– Det har tilsyneladende været sværere at lokke deltagere til Halkærområdet. Nu går vi i tænkeboks, og vil i løbet af efteråret afklare om vi kan ændre konceptet, så vi rammer et bredere publikum, eller om vi finder på noget helt andet. 

– Der skal ikke herske tvivl om at man fortsat skal dyrke lysten til idræt og bevægelse på skolen, også så det rækker længere ud end blot i skoletiden. Storkeløbet har her helt sikkert været en motiverende faktor for mange af skolens elever til at udfordre sig selv, og det skal vi blive ved med at støtte dem i, siger skoleledewren til Nibe Avis. 

– Vi har i dette skoleår indført »læse-puls« i en del af klasserne. Her gives sidst på skoledagen tid til at fordybe sig i læsning eller en rask løbetur. Evt. i en kombination, hvor man arbejder med forskellige læringsstile, slutter Per Svaneborg.

Resultater:

Halvmaraton:

1. herrer: Rico Hejlskov Mogensen, 1.20:47

1. damer: Dorte Larsen, 1.38:10

10,7 km:

1. herrer: Jesper Momme, 42:25

1. damer: Astrid Høvring Andersen, 54:06

5,3 km:

1. herrer: John Mainke, 22:08.

1. damer: Jette Linde, 25:07.

Årets Storkeløb blev gennemført af samlet 331 deltagere.