Øverst fra venstre: Træner Anders Thode, Line Christensen, Thea Sloth og træner Linda Christensen. Nederst fra venstre: Frederikke Pultz Madsen, Sanne Marie Thode, Nicoline Pedersen, Sofie Holmgaard og Laura Pultz Madsen.

For nylig var Nibe Boldklubs U9 piger til Jysk-Fynske mesterskaber i Rosendal ved Hobro. Der skulle spilles 5 kampe iflg. programmet, men en udeblivelse fra Nr. Snede gav en 3-0 sejr uden kamp.
Kampene mod Jernved og Løgstør blev vundet med henholdsvis 4-1 og 3-1, og så lå Nibe på førstepladsen i puljen.
Riis-Tebstrup blev så slået med 1-0 og så var der lagt op til en særdeles spændende finale mod Rosendal, der også havde vundet alle sine kampe. Nibe havde dog en bedre målscore, så et uafgjort resultat var nok til guld. Nibes piger ville dog vise, at de var guldmedaljerne værdige, og med en gedigen arbejdsindsats, et jernhårdt forsvar og et pågående angreb var vi pludselig foran 1-0. Derfra sad Nibe på det meste af kampen og med et senere mål til 2-0 og et drøn på overliggeren var Nibes U9 piger fortjent Jysk-Fynske mestre.
Det var en flok trætte, men også meget stolte piger og forældre der sidst på eftermiddagen vendte hjem til Nibe. Der skal gives en meget stor ros til pigerne for en kæmpe indsats og for hele tiden at tro på det, siger træner Anders Thode til Nibe Avis.