Med et muligt, snarligt folketingsvalg i bagagen, dukkede SF’erne, Folketingsmedlem Pernille Vigsø Bagge og folketingskandidat i Aalborg Vest Karen Touborg, lørdag op på forretnings området ved Toften i Nibe. De ønskede at møde vælgerne, og at tale om politiske emner, op til dét Folketingsvalg, som uomtvisteligt kommer i år.

De to folketings-SF’ere (i blå jakker) fik i Nibe talt med mange lokale borgere og vælgere, og de blev assisteret af Preben Drastrup (t.h.).

Kom så med folketingsvalget!

– Samfundet er på det nærmeste gået i stå, og vi trænger til et valg, for at »rense luften«, og løse op for den fremtidige udvikling. Det kan vi også mærke blandt partierne og politikerne på Christiansborg, sagde Pernille Vigsø Bagge, da Nibe Avis mødte de to SF’ere. Også bankerne skal være mere villige til at låne penge ud til erhvervslivet. Ellers må staten gå ind og låne penge ud, lød det fra MF’eren, der klart ser frem til at få en »rød« regering, efter det valg, hun ser frem til må komme snart.

Den lokale SF’ers mærkesager

Karen Touborg luftede én af sine mærkesager, nemlig vand som samfundsressource. – Vi skal blive meget bedre til at passe på vandet, og vi skal optimere kvaliteten af det vand der anvendes til alle formål. Det er en global opgave, men Danmark har mulighed for at gå forrest, og der kan være mange jobs heri, i lighed med vindmølleindustrien.

De to SF’ere fik gennem tre timer foran supermarkederne i Nibe, en »god gang snak« med mange lokale vælgere – nogle de var enige med, og nogle, de bestemt ikke var enige med.

Nibe Havn skal ikke lukkes

Afslutningsvis bragte Nibe Avis det faktum på banen, at Pernille Vigsø Bagge, kort efter nytår var citeret i en nordjysk avis for at have udtalt, at »havnen i Nibe er man ved at lukke, da sejlrenden kræver ustandselig oprensning«. Dette tilbageviste hun på det bestemteste at have udtalt, og hun understregede overfor Nibe Avis, at hun ikke har til hensigt at bringe lystbådehavnens berettigelse i tvivl. Citatet – der har vist sig at være helt fejlagtigt – blev bragt i forbindelse med, at der på MF’erens lokale hjemmebane i Løgstør, er tanker om at placere en ny lystbådehavn.