- Tirsdag, 8. marts 2011
Med et billetsalg som, allerede inden vinter er blevet til forår, overstiger 75 % solgte billetter, så jubler vi løs i Nibe. Jublen forstummer helt sikkert ikke med dette udslip af navne, som rummer gamle kendinge, men sandelig også debutanter i Skalskoven, forklarer musikbooker hos Nibe Festival, Peter Møller Madsen. Her kommenterer han de enkelte nye navne til festivalprogrammet:

Veto - til Nibe Festival

Peter A.G. Nielsen – til Nibe Festival, og for første gang i Reservatet.

Nordjyske og ”country-folk-pop-rockende” Hush er langt om længe klar til at spille Nibe.

Sing Sing Sing: Den nye danske all-star konstellation, kommer til Nibe Festival.
Veto
Elektrorockende Veto er tilbage i Nibe. Tilbage på Blå Scene, som de i 2009 omdannede til en intim, propfyldt og pumpende ”klub”. De gav helt sikkert en af de mest omtalte koncerter i Nibe dette år.
Veto er i den grad CD aktuelle med ”Everything Is Amplified”. Et album som har fået masser af rosende anmelderord med på vejen, og som rummer iørefaldende ”This Is Not”.
Veto folket har nærmest forbudt os (ha ha) ikke at præsentere Abrahamsen & co. Vi tillader dermed fredag aften, at overlade Blå Scene til Veto, og lader dem fylde teltet. Det sker garanteret både med Veto freaks, og hits som ”Built To Fail”, ”You Say Yes – I Say Yes”, ”You Are A Knife” og føromtalte ”This Is Not”.
Peter A.G.
Manden, som år efter år har væltet Nibe som swingende konge af Skalskoven, træder i år ned fra Stor Scene, og kryber i stedet ind under trækronerne. Ind på den intime og hyggelige scene i Reservatet.
Peter A.G. er altså endnu engang klar til Nibe. I små og eksklusive rammer. Eksklusiv bliver sommerturen også. A.G. har nemlig valgt ganske få scener til at sprede nyt fra soloalbummet ”Det Scene Show”.
I Nibe står den derfor ikke mindst på storytelling, lidt nyt og ikke mindst masser af Gnags klassikere denne lørdag eftermiddag – derinde under trækronerne.
Hush
Nordjyske og ”country-folk-pop-rockende” Hush er langt om længe klar til at spille Nibe. Vi kan ganske enkelt ikke redegøre for, hvorfor der skulle gå så mange år uden Hush i Nibe.
Anyway - nu er de der, og de er oven i købet CD aktuelle med albummet ”Dark Horse”. Mon ikke Hush også bliver det under sommerens festival – altså ”dark horse”?
Sing Sing Sing
Et nyt band, som jo nok bedst kan beskrives som et allstar projekt. Ivan Pedersen, Sascha Dupont, Alex Nyborg Madsen, Nina Forsberg og Søren Rasmussen er nemlig grundstammen i det her fede band, som leverer perlerne fra deres respektive ”solokarrierer”, mixet med udødelige klassikere fra bl.a. Dylan, Young, Led Zeppelin og Fleetwood Mac.
Magtens Korridorer
Nibe publikummet har godt nok higet efter Magtens Korridorer. ”Det kan da ikke passe, at de ikke kommer” har der f.eks. været skrevet på festivalens facebook profil. Eller mere kontant ”Vågn nu op for f*****”.
Magtens Korridorer er helt sikkert et af vores ”husorkestre” og springer derfor sjældent over Nibe. Det gør de så heller ikke i 2011.
Magtens Korridorer arbejder pt. på det næste album, som dog tidligst udkommer i løbet af efteråret. Johan og drengene har så alligevel fundet plads til at presse en lille halveksklusiv sommertour ind. En af koncerterne bliver selvfølgelig i Nibe. Magtens Korridorer spiller Stor Scene lørdag eftermiddag.
Silja
”Rød Alarm”, som hittede i forsommeren sidste år, er leveret af et af dansk musik nye lovende navne – karakteristiske Silja.
23. maj er debutalbummet med Silja så ude, men allerede nu kan vi ”smæske” i endnu et hit med denne så unikke nye artist – nemlig nummeret ”Sokratæsk”. Silja spiller Nibe torsdag d. 30. juni.
Følgende navne er offentliggjort
Kaiser Chiefs (UK), L.O.C., Kim Larsen & Kjukken, Dúné, Aqua, Lars Lilholt Band, Coast (UK), Alphabeat, Kill Screen Music, Morten Breum And Guests, Rune RK, Erik Hassle (S), De Eneste To, Vejgaard Tårnblæserlaug, Le Freak, De Glade Sømænd, Laust Sonne, Tue West, The Blue Van, Turboweekend, Vinnie Who, Anne Linnet, Burhan G, Infernal, Beth Hart (US), Den Gale Pose, Treefight For Sunlight, Kellermensch, Saybia, Roben & Knud, The Powls, Christian Brøns, Michael Falch & Boat Man Love, PowerSolo, Søren Huss og Fallulah, Silja, Sing Sing Sing, Hush, Peter A.G., Magtens Korridorer, Veto.
Vi er langt med offentliggørelsen af årets program. Omkring 1. april forventer vi at have stort hele programmet på plads til årets festival, som afvikles i dagene 29. juni – 2. juli, slutter Peter Møller Madsen.










