- Mandag, 24. september 2012
St. Restrup IF skulle lørdag eftermiddag på hjemmebane, forsøge at følge op på sidste uges triumf over Nibe Boldklub, ved at forsøge at tage points fra Nørresundby.

100-kampsjubilar Joachim Ohm Nørgaard (t.h) får af St. Restrup IF’s anfører, Martin Lønborg Pedersen, overrakt en vingave inden kampen mod Nørresundby.
FODBOLD – Serie 3
St. Restrup IF – Nørresundby: 0-3 (0-3)
Kampen startede på det jævne fra begge mandskaber. Nørresundby havde en god omgang med bolden, mens hjemmeholdet stod fornuftigt i organisationen. Allerede efter 10 minutter vaklede organisationen imidlertid, og Nørresundby kunne, via højre kanten, tilspille sig en scoringsmulighed, som blev udnyttet med en 0-1 scoring til følge. Efter 20 minutter var den gal igen. Hjemmeholdet sov ved et indkast på egen banehalvdel, og pludselig slap en Nørresundby-spiller alene igennem, og hamrede bolden ind bag en sagesløs Martin Ørbæk Jensen til stillingen 0-2. Kort før dommerens pausefløjt måtte St. Restrup IF indkassere endnu et mål i mod sig, da Nørresundby bragte sig på 0-3. Dette var også stillingen ved pausen, efter en halvleg præget af personlige fejl fra hjemmeholdets side.
Anden halvleg kom hjemmeholdet bedre ud til. Der blev vist en anderledes fight i spillet og nærkampene. Hjemmeholdet fik i denne periode et lille overtag i kampen, om end Nørresundby kunne spille afventende med deres 3-måls føring i ryggen. Efter 65 minutter havde St. Restrup IF’s Michael Thorup Sørensen hjemmeholdets bedste mulighed, da han uden for målfeltet sendte bolden på overliggeren. Mod kampens slutning pressede hjemmeholdet mere og mere på, hvilket også gav Nørresundby en række muligheder, men her viste målmand Martin Ørbæk Jensen flere gange klassen, og afværgede alle forsøgene. Derfor vedblev resultatet ved de 0-3 i Nørresundbys favør, ved dommerens slutfløjt. Et ganske fair resultat.









