- Torsdag, 22. marts 2012
Annika Stevns Christiansen fra Bislev-Nibe Badmintonklub kan se frem til en sommer med badmintonketsjere, fjerbolde og et hav af eksotiske oplevelser. Hun er blevet udtaget til DGI badmintons særlige hold, Danish Badminton Inspiration Team, der i juli-september 2012 skal turnere i Kina, Vietnam og Thailand.

Annika Stevns Christiansen har trådt sine badmintonsko i Bislev-Nibe Badmintonklub.
Annika Stevns Christiansen er 20 år gammel og kommer fra Bislev-Nibe Badmintonklub. Sammen med 11 andre unge badminton-spillere kan hun glæde sig til to intense måneder med holdet, der kaldes DBIT 2012.
»Det bliver hårdt, udfordrende og fantastisk. En rejse for livet, der kombinerer kultur og badminton. Og så er det en unik mulighed for at rejse med en gruppe, hvor alle har samme interesse,« siger Annika Stevns Christiansen.
Dygtigere trænere
Badmintonrejsen begynder i juli 2012, og den vil byde på både personlige og fysiske udfordringer.
I Kina, Vietnam og Thailand skal holdet arrangere workshops og træne badmintonspillere med forskellige nationaliteter og niveauer. I Kina skal holdet desuden besøge universiteter, der alle har speciale i badminton. Her skal danskerne spille mod og træne kineserne.
Det er DGI badminton, der står bag Danish Badminton Inspiration Team. Rejsen ventes både at gøre de unge til endnu dygtigere trænere og give dem en oplevelse for livet. Efter rejsen kan de vende tilbage til klubberne med ny viden og inspiration. Det vil smitte af på hele badmintonklubben.
»Som træner forventer jeg, at denne tur vil give mig en masse inspiration i forhold til at træne på nye og anderledes måder,« siger Annika Stevns Christiansen.
Ambassadører for DGI badminton
Hun blev udtaget til DBIT-holdet ved en særlig udtagelsesweekend i Kolding den 16.-18. marts.
Her blev spillerne bedømt på deres evner som spillere og trænere, deres engagement, menneskelige kvaliteter og den fysiske form.
Desuden var der personlige samtaler med alle spillerne, der også skal fungere som ambassadør for DGI badminton.
I 2012 er det fjerde gang, DGI badminton sender et DBIT-hold ud i verden. Spillerne betaler selv 17.900 kroner for at være med på holdet. Før verdensrejsen mødes holdet til tre træningssamlinger i Danmark.









