Hans Henrik Henriksen ankom til jollehavnen i Nibe Roklubs gamle inrigger anno 1948. Her modtages han af oldermand i Nibe Kaaglaug Jens Østergaard.

I sin åbningstale på Havnens Dag roste Hans Henrik Henriksen Nibes og havnens ildsjæle.

Der var stor interesse hos børnene for det opstillede rørebassin.

I køkkenteltet blev der lavet bl.a fiskefrikadeller.

Havnens Dag forløb i rolige vejrforhold, og omkring tusind gæster lagde vejen forbi jollehavnen i Nibe.

Havnedags-sekretær Erik Ruberg skød arrangementet i gang for Marineforeningen ved at få en bagerpose til at give et knald. Forklaring: I øjeblikket verserer en sag om høreskade i forbindelse med en kanonsalut.
Rådmand Hans Henrik Henriksen holdt åbningstalen, stående på Dausels gamle hyttefad. Rådmanden fremhævede i talen blandt andet, at sildebyen, Nibe, har mange ildsjæle, som er med til på mange at gøre livet mere kvalitativ i by og egn – og at de syv foreninger bag Havnedagen gør en kæmpeindsats for at skabe gode rammer for dagen. Rådmanden manede til, at andre også vil tage over når ildsjæle en gang imellem brænder ud, så processen kan fortsætte og den gode og nedarvede Nibe-selvforståelse kan fortsætte med at holde initiativer i gang.

Ideen med Havnens Dag er som vanligt et ønske om, at folk får mulighed for at stifte bekendtskab med de mange rekreative muligheder, der findes på havnen, ved og på fjorden.
Havnens Dag byder ud over aktiviteter for børn også på smagen af gode maritime fiskeretter, som i store mængder blev langet over disken i det store telt, hvor lokale musikanter gav fiskefrikadellerne sanselige rytmer, mens de blev nydt i og uden for teltet på jollehavnen.
I løbet af dagen blev der også rettet en stor tak til Havnedagens sponsorer.