- Onsdag, 19. januar 2011
For få dage siden blev det en realitet, at byggeriet af den kommende udvidelse af Frejlevhallen med en hal nummer to er i gang.

Mads Sølver Pedersen tog det første spadestik til Frejlevs hal nummer to. I baggrunden (t.v.) hovedformand for St. Restrup Idrætsforening Jacob Nielsen og skolelder på Frejlev skole, Bjørn Visborg.

Kredsen af repræsentanter for hallens fremtidige brugere, kommunale repræsentanter, teknikere og håndværkere var stor, da næstformand i Aalborg Kommunes Skole- og Kulturudvalg, lokalvalgte Mads Sølver Pedersen tog det første spadestik til den kommende hal-2 i Frejlev. Bagest, fra venstre: Jacob Ulrik, teknisk medarbejder på Frejlev Skole. Poul Jacobsen, RIF badminton. Jacob Nielsen, hovedformand RIF. Bjørn Visborg, skoleleder Frejlev Skole. Keld Jensen, formand for Folkeoplysningsudvalget. Jørgen Smed, økonomichef, Skole og Kulturforvaltningen. Erik Kristensen, fritidschef, Skole- & Kulturforvaltningen. Preben Rottbøll, arkitekt, Christensen & Rottbøll A/S. Erik Ravn, direktør, Skole- & Kulturforvaltningen. John Lind-Nielsen, formand Frejlev skolebestyrelse. Kim Adelborg, projektansvarlig, TL Byg. Jan Møldrup, ejer af Saltum- & Termo VVS. Evald Lange Rise, Sportsudvalg, RIF Fodbold. Knud Dahl, beregner, TL Byg.
Byggestarten på Frejlevs hal nummer to blev fejret lokalt, med det formelle første spadestik, taget af én af hallens forkæmpere, byrådsmedlem og næstformand i Aalborg Kommunes Skole- og Kulturudvalg Mads Sølver Pedersen (V), der senest i sin valgkamp for et år siden, i lighed med andre kandidater, kæmpede for at nå netop dette mål.
Inden det vigtige spadestik kunne tages, havde projektets hovedentreprenør TL Byg sørget for et lille frostfrit område, så hverken den sølvbelagte spade eller byrådsmedlemmet skulle tage skade af at grave i den i øvrigt frosne overflade.
Mads Sølver Pedersen sagde forinden spadestikket blev taget, at den kommende hal gerne skal tilgodese mange ønsker. Det må endvidere forventes, at den kommende hal giver nye muligheder, inspirerer og aktiverer lokalområdets børn og voksne i forhold til idræt, motion og bevægelse – og samtidig kan danne rammer om et stærkt socialt netværk, understregede Mads Sølver Pedersen, og han fortsatte:
– Byggeprocessen gik lidt trægt i starten, og først i 2005, hvor Aalborg Kommune fik lavet sin første analyse af behovet blandt idrætshaller, kom der skred i processen. Analysen viste, at behovet for en idrætshal i Hasseris stod øverst på listen, efterfulgt af netop en hal i Frejlev.
Med dette udgangspunkt valgte Aalborg Byråd så i 2010 at afsætte 6 mill. kr. til projektet, men det lykkedes gennem udbuds- og licitations runden ikke at få et halbyggeri gennemført til denne pris.
Derfor er St. Restrup Idrætsforening, sammen med en række kontakter, gået ind i et samarbejde om at skaffe yderligere 1,15 mill. kr. i lokalområdet.
Den nye hal, hvis samlede bygge-økonomi således bliver på godt 7 mill. kr., bliver en traditionel træningshal med håndboldbane, badminton-, volley- og basketball baner, samt depotplads.
Med disse ord svang byrådsmedlemmet spaden og satte dermed symbolet på byggestarten. Ifølge entreprenøren TL Byg vil der gå nogle få uger, inden byggestarten for alvor sker, da vinteren fortsat lægger sin hånd på byggepladsen.
Hovedformand for St. Restrup Idrætsforening Jacob Nielsen, bekræfter overfor Nibe Avis, at der for øjeblikket er indsamlet »godt 300.000 kr.« til det kommende halbyggeri, og arbejdet med lokalt at fremskaffe de nævnte 1,15 mill. kr. fortsætter – herunder tegnbing af »folkeaktier«.
Også den nydannede »Group 9200«, som er dannet af lokale erhvervsfolk, kommer i år med nye tiltag til støtte for byggeriet.









