- Mandag, 4. oktober 2010

Mathias, som fulgtes med sin far Thomas Larsen.

Jørgen Kvist er én af Røde Kors' trofaste indsamlere. Har sin faste rute i Vokslev, og samlede et stort beløb, 2.026 kr.

Konfirmanderne Ninna og Dorthe var friske og samlede ind for Røde Kors i Nibe. Birgit Sæhl fortalte til konfirmandforberedelsen om Røde Kors som organisation, og spurgte om nogen af konfirmanderne kunne tænke sig at være indsamlere.
Det blev blev en fantastisk dag for Røde Kors' Nibe indsamling, som søndag havde indsamlere på gaden i hele Nibe området..
Det indsamlede beløb blev i alt 55.085 kr. mod sidste års mod 53.585,15 kr. – og årets resultat er blot nogle få hundrede kroner under den lokale rekord på 56.000 kr., fortæller den lokale indsamlingsleder Birgit Sæhl til Nibe Avis.
– Det er skønt at se, at de unge er klar til at overtage de lidt ældres frivillige virke. Konfirmanderne var flot repræsenteret, de unge forældre med små børn, gymnasieelever og de, der altid er der. Der blev serveret kage, kaffe, frugt og juice til indsamlerne, før og efter indsatsen på de mange ruter. Så der var god stemning og højt humør blandt indsamlerne og det frivillige Røde Kors personale. De glade givere til traktementet var Danske Bank, Super Brugsen og Veggerby Frugt, supplerer indsamlingslederen.
En sød lille historie var, at en af indsamlerne fik 100 kr. fra en lille fyr på 4 år. Siden sin fødselsdag havde han gemt disse 100 kr. De skulle gå til børn i Afrika. Stolt puttede han pengene i Røde Kors bøssen
Før indsamlingen sluttede var solen på himlen, og nogen spurgte måske sig selv, hvad går de egentlig og laver i Danske Bank den første søndag i oktober om eftermiddagen kl. 3. De tæller selvfølgelig penge op for Røde Kors!
Den indsamler der fik mest i bøssen var Margrethe Madsen, som gik to ruter alene og samlede 2.125 kr.
Flot Røde Kors indsamling i Nordjylland
Flere end 1.500 nordjyder trodsede blæsevejret og samlede søndag over halvanden million kr. ind i hele Nordjylland, da Røde Kors havde sin årlige indsamling. Det var en lille tilbagegang i forhold til 2009, hvor der blev samlet omkring 1,6 millioner kroner ind
– Det er stadig et fantastisk resultat. Og når vi lægger de 106 millioner, vi herudover har samlet ind til blandt andet hjælpearbejdet i Pakistan og Haiti, er 2010 det største indsamlingsår for Røde Kors siden tsunamien i 2004-05, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.
Selvom årets resultat i Nordjylland gik lidt tilbage i forhold til sidste år, så var der fremskridt flere steder - både i forhold til antal indsamlere og beløbet i de nye genbrugsbøsser.
– Der var tale om markant fremgang i byer som blandt andet Frederikshavn, Hobro, Dronninglund og Hals – men i det hele taget har vi oplevet en fantastisk stemning i hele området, siger Michael Jervild fra Røde Kors i Nordjylland.
På landsplan samlede Røde Kors 18,6 millioner kroner ind – det er en fremgang på tre millioner kroner i forhold til indsamlingen i 2009.









