- Onsdag, 15. august 2012

Anders Hornskov Jakobsen - ny rektor i Ballerup. Foto: Jonas Bang.
Anders Hornskov Jakobsen, 27 år, er netop tiltrådt som rektor for Ballerup Tekniske Gymnasium.
Med ansættelsen er den tidligere Nibenit, den for tiden yngste rektor i Danmark – ikke nødvendigvis et mål han er gået efter, men udfordringen ligger lige for:
– Ballerup Tekniske Gymnasium havde igen i år et rekordhøjt karaktergennemsnit – denne gang på hele 7.9. Når opgørelsen over gennemsnit på landets tekniske gymnasier kommer i løbet af denne måned, er der derfor stor mulighed for at finde skolen helt oppe i toppen af listen. Når det flotte gennemsnit kombineres med et meget lavt frafald, er det ikke bare flot - det er fantastisk, siger Anders Hornskov Jakobsen og fortsætter:
– Gymnasiereformen indeholder fortsat mange udfordringer, og Ballerup Tekniske Gymnasium har mulighederne. Det er en skole i kraftig vækst, hvorfor vi i fremtiden vil møde udfordringer, vi ikke før har været vant til.
Anders Hornskov Jakobsen gik efter skolegang i Nibe, på High School i USA, og efterfølgende har han siden han var 19 år, læst til bygningsingeniør på Danmarks Tekniske Universitet i København, hvor han siden uddannelsen blev afsluttet i 2008, har undervist på det tekniske gymnasium samme sted, og samtidig har han i 2011 taget en mastergrad i ledelse, ligeledes på Danmarks Tekniske Universitet.










