Fodboldsæsonen indledes denne weekend - nu ruller fodbolden atter hos de lokale hold. Der venter holdene en spændende ny sæson, hvor der efter turneringens 14 kampe skal findes op- og nedrykkere i puljerne. I den forbindelse har Nibe Avis talt med førsteholdstrænerne i henholdsvis Nibe Boldklub, St. Restrup I.F. og Sebber I.F. om sæsonopstarten:

Steffen Jensen, træner for serie 2 i Nibe Boldklub, ser frem til første kamp, hvor det skal vise sig, hvordan holdet står rustet til den kommende sæson.

Frank Vognsen, træner for serie 3 i St. Restrup I.F. har flere nye unge talenter på sin spillerliste, og fremmødet til træning har været god.

Lars Borregaard, træner for serie 3 i Sebber I.F. har en top 3-placering som sit ønske i den sidste sæson som træner for Sebber I.F.

Steffen Jensen,
Nibe Boldklub  serie 2

Nibe Boldklubs førsteholdstræner, Steffen Jensen, ser tilbage på sæsonopstarten med stor glæde. Der har været mange spillere til træning. Der har været god intensitet til disse træningspas, hvor spillerne også hver især har gennemført løbetest, for at se om konditionen er hvor den skal være.
Nibe B har spillet en række træningskampe ved en sommerturnering i Svenstrup. Holdet blev, desværre, lyder det fra Nibe-træneren, tilmeldt i en gruppe bestående af serie 3- og serie 4-hold. Der med var den sportslige værdi ikke så stor efter to sejre og ét nederlag. Steffen Jensen ser frem mod træningskampen mod serie 1-holdet fra Farsø. Her håber han, at kunne få et bedre billede af hvordan holdet står rustet til den kommende sæson. I denne kamp kan træneren bl.a. give debut til angriberen Jeppe Nyby, som har været en flittig målscorer i jyllandsserien for Lindhold i sidste sæson. Ydermere kan Nibe B sige goddag til Allan Nielsen, som vender tilbage fra et ophold hos Aalborg Chang. Desuden må holdet, på afgangssiden, vinke farvel til Martin Sandvej, Aars IK, og Thomas Severinsen, som skal læse et semester i Australien. Der ud over er stammen på holdet indtakt fra sidste sæson, og der er ingen spillere på skadeslisten, og det glæder Nibe-træner; Steffen Jensen.    
Nibe Boldklub indleder sæsonen på fredag på udebane mod serie 1-nedrykkerne fra Suldrup.

Frank Vognsen,
St. Restrup I.F. serie 3

Frank Vognsen beretter at St. Restrup IF’s førstehold er kommet meget fornuftigt i gang med træningen til den kommende sæsonpremiere. Der har været mange fremmødte spillere, hvor af flere af disse har været nye bekendtskaber i den røde trøje. Det er primært unge spillere bl.a., som har et lovende talent, fortæller Frank Vognsen. Tilgangslisten består af: Rasmus Bang, Frederik Ohm Nørregaard, Steffen Kristensen alle Aalborg KFUM. Niels og Daniel Vinter Kær begge fra Vokslev IF. Rene Winther fra Strandby Elling IF. Morten Harboe Larsen fra Nørresundby B. Dette har givet en sund øget konkurrence om alle pladserne på førsteholdet, hvilket naturligt tilfører andetholdet endnu mere bredde.
Med den store tilgang forventer Frank Vognsen, at holdet præsterer bedre end i den foregående sæson. Men, siger træneren også, der ligger en stor opgave i at få alle disse nye spillere til at »føle sig hjemme« i spilsystemet i den korte opstartsfase holdet har.
Holdet har i den forgangne uge spillet træningsturnering i Svenstrup. Her spillede holdet tre kampe på kort tid, hvilket var hårdt, men også godt for spillernes kondition, slutter Frank Vognsen.  
St. Restrup IF indleder sæsonen fredag d. 19. august på udebane mod LKB Gistrup.

Lars Borregaard,
Sebber I.F. serie 3

Lars Borregarrd ser meget tilbage på sommerens sæsonopstart i Sebber IF. En opstart der for trænerens vedkommende bliver den sidste, da han efter denne sæson stopper som træner i Sebber IF, efter mange gode sæsoner á to omgange.  Der har været et fornuftigt fremmøde til træning, hvor der bliver kæmpet og spillet godt fodbold.
Holdet har spillet to træningskampe i Gundersted, hvor det blev til to nederlag mod Aars IK serie 2, og Løgstør IF’s serie 3-hold. Desuden har holdet besejret Thorup/Klims serie 4-hold med cifrene 6-0. Holdet har fået tilgang af Rene Jørgensen, som efter en årrække i Suldrup IF atter har valgt at spille for Sebber. Dette ser Lars Borregaard som en klar forstærkning af holdet. Sebber-træner, Lars Borregaard, vil gerne slutte godt af i sin sidste sæson for Sebber IF - målsætningen er en top 3-placering.